Sæt pris på musik

Tekst af: Erling Dujardin, musikbibliotekar på Frederiksberg bibliotek

Når man oplever, hvorledes musikken i folkebibliotekerne i dag ligefrem har fået landsdækkende overbygning, støttet af Biblioteksstyrelsen, er det underligt at forestille sig, hvor hurtigt dét er sket. Overskriften er direkte hugget fra en plakat, som bibliotekarernes fagforening Bibliotekarforbundet fik fremstillet i forbindelse med en hed diskussion om brugerbetaling for lån af musikbærende materialer. Den rasede omkring 1988- 1990.

Jeg har gennemgået en del materiale fra den gang, og hvor er det svært at vælge ud. Blandt de landsdækkende aviser var det nok nærmest Information og Land og Folk, som engagerede sig - samt nok så vigtigt: lokalpressen.

Optakten

En forudgående politisk debat i folketinget var endt med, at Ole Vig Jensen, den radikale kulturminister, til sidst med et snævert flertal fik vedtaget denne lovbestemmelse:

"For udlån af musikbærende materialer og videogrammer samt for særlige serviceydelser kan kommunerne dog opkræve vederlag efter regler fastsat af kommunalbestyrelsen".

Der hørte også nogle bemærkninger til: "Kommunerne forudsættes selv at fastsætte vederlagets størrelse og opkrævningsform. I bilag 2 vises et skøn over kommunernes indtjeningsmuligheder. Det vil fortsat være således, at ethvert materiale, der formidles i et folkebiblioteks regi, skal udvælges efter bibliotekslovens § 1 a."

Dette skete i maj 1989. Tankevækkende, at en anden radikal kulturminister, Elsebeth Gerner Nielsen, i 2000 fik gjort udlån af alle biblioteksmaterialer ligestillede og obligatoriske (med enkelte undtagelser).

Som det fremgår, blev bestemmelsen altså vedtaget for at give kommunerne nogle ekstra indtægtsmuligheder. Inden det kom så vidt havde der raset en heftig pressedebat om, hvor kulturen var henne i den sammenhæng? Ikke mindst en debat om, hvilke borgergrupper det ville gå ud over, hvis en kommune indførte brugerbetaling. Og i biblioteksverdenen ikke mindst en forventning om, at udlånet af ikke-bogligt materiale ville falde. Og Ole Vig Jensen? Ja, han havde det udmærket med, at kommunerne fik denne ekstra indtægtsmulighed:
"I et avisinterview, der handlede om mange andre ting, sagde jeg bl.a., at jeg finder brugerbetaling rimelig og naturlig for eksempel ved udlån af video, bånd og plader. Jeg sagde også, at det indgik i mine overvejelser, hvordan den i givet fald kan tilrettelægges." (Berlingske Tidende 12.8.1988). Men i samme artikel skyder han bolden videre til en opfordring om at finde nye finansieringsmetoder, udtalt af et par socialdemokrater, Jytte Hilden og borgmester Bent Sørensen i Hundested, der på dette tidspunkt var formand for Danmarks Biblioteksforening. - Så dengang kunne socialdemokrater og radikale åbenbart godt samarbejde!!

Til gengæld afslører han også sig selv i samme artikel, hvor han nærmest sætter lighedstegn mellem bibliotekernes musiktilbud og "det store udbud af musik, som vi i dag oplever overalt. Efter min mening er der næppe nogen overhængende fare for, at nogen bliver nødlidende, hvad musikoplevelser angår. Lyt blot til radio og TV! Her indgår musik jo som et væsentligt element i så godt som alle udsendelser".

Debat om brugerbetaling

Men også fra andre end den lokale befolkning lød protesterne. Bibliotekarforbundet, BF, var naturligvis med fremme på barrikaderne, ikke mindst, fordi de kunne agere mere frit end de bibliotekarer, der var i klemme, fordi betalingstanken rumlede i deres kommunalbestyrelser. Desuden var kunstnerne kommet på banen, da tanken om afgifter blev luftet: For det første blev boglige ophavsmænd i forvejen kompenseret betydelig bedre end komponister og musikere, der var indkøbt til bibliotekerne. For det andet harmedes man over, at kommunerne 1) indkøbte musikmaterialer med statstilskud - 2) fik mulighed for at tjene yderligere på udlån af dem - 3) bibliotekspengene til musikerne blev heller ikke sat op - men sandsynligvis ville man nok købe mindre musik, så dermed blev det samlede statstilskud til bibliotekerne også mindre og det sølle tilskud til musikerne derfor også mindre. "Hvis låneafgiften gennemføres på bibliotekerne, så hyrer jeg en varevogn og henter mine bøger. Og jeg har allerede fået mange af mine kolleger med på idéen", siger forfatteren Ivan Malinowski (i Land og Folk 13. maj 1988). "Mine bøger på bibliotekerne er i hvert fald ikke til salg. De tilhører alle", siger Malinowski, som understreger, at Aktion Bøgerne Hjem er alvorligt ment og bliver bakket op af mange af hans kolleger.

En musikleverandør, komponisten Svend Åge Lundbæk, blandede sig også i debatten via Berlingske Tidende den 15. oktober 1988. Hans ærinde var afgiften til ophavsmændene, som var druknet i debatten. "I indeværende år blev de "ikke-trykte medier" spist af med 900.000 kr., til fordeling mellem samtlige rettighedshavere. Heri indgår også afgiften til de skuespillere, som indlæser bånd til blinde, samt afgifter til de forfattere, som leverer materialet til båndene. Denne afgift udgør ca. halvdelen af beløbet. Tilbage til musikken bliver der sølle 450.000 kr. Regner man lidt på tallene, viser det sig, at det bliver en betaling på fem øre pr. pladeudlån.

Disse fem øre skal så viderefordeles mellem medvirkende på pladerne, dvs. musikere, kor, dirigent, komponister, tekstforfattere osv. At der overhovedet bliver noget tilbage til nogen skyldes, at det er op til de enkelte rettighedshavere selv at finde ud af, om de har en plade stående på et af landets ca. 100 musikbiblioteker. Det er en temmelig uoverskuelig opgave for den enkelte, og derfor er det også de færreste, som overhovedet bliver betalt." Hans indlæg slutter med et yderst forståeligt ønske om, at der indledes reelle forhandlinger om kompensationen med musikbranchens organisationer.

Måske er det på sin plads at nævne, at også mange andre "gode ideer" til at tjene penge på bibliotekerne var inde i billedet, f.eks. betaling for edb-søgninger, reservering af bøger m.v.

Men forslaget endte som nævnt med at blive vedtaget - med én stemmes flertal. "Hvis brugerbetalingen indføres, forventer kulturministeren at opnå en samlet besparelse på lidt over 35 millioner - heri indgår en nedgang i antallet af brugere med de nævnte 30 procent. Ifølge eksemplet skal det koste 100 kr for et årskort til voksne og 50 kr for et tilsvarende kort til børn. Besparelsen på de cirka 35 millioner vil blive modregnet i bibliotekernes bloktilskud - generelt. Det betyder, at de kommuner som f.eks. slet ikke har et bibliotek, der låner 'musik' ud, også skal af med en del af deres bloktilskud uanset, at disse kommuner i givet fald ikke kommer til at tjene penge på de musik-elskende borgere. Ole Vig Jensen vedgik sig denne forskelsbehandling." (Information 28. okt. 1980, referat af Pernille Bøggild).

Afværgemanøvrer

Men også BF/MUFA og DMBF var i sving med adskillige tiltag inden vedtagelsen.

Der kom artikler i Bibliotek 70, pressemeddelelser og kronikker fra hovedbestyrelsen, som havde udnævnt Anne Marie Brems til faglig sekretær med overordnet ansvar for at følge debatten om brugerbetaling. I løbet af 1988 udsendte man også flyveblade, ligesom der i det skjulte foregik lobbyvirksomhed. Dels i form af kontakter til politikere, SF's og Socialdemokraternes folketingsgrupper, dels til NCB, Koda m.fl. Og endelig blev der finansieret annoncekampagner - bl.a. måtte Beethoven stå model til en. Ved BF's mellemkomst blev en række musikere - med den rigtige holdning - hyret til at gå i dybden med den i forbindelse med arrangementer på biblioteker i kommuner, som var i farezonen. Efter de oprindelige planer Albertslund, Herlev, Hvidovre, Lyngby, Frederiksberg, Tårnby, Helsingør, Hillerød, Slagelse, Roskilde, Køge, Nykøbing F., Odense, Aalborg, Århus, Randers, Herning, Silkeborg, Frederikshavn, Holstebro og Sønderborg. Tårnby røg senere ud. I de øvrige kommuner gennemførtes i løbet af november 1988 arrangementer med navne som Bazaar, Totalpetroleum, Pia Raug, Peter A.G. Nielsen m.fl.
Kunstnerne blev hyret af BF, men arrangementerne gennemført med det lokale biblioteks kontaktafdeling som arrangører. Det var ikke kun musik, men også diskussion af musikkens betydning i bibliotekerne, som stod på dagsordenen ved disse arrangementer.

Muligvis har lobbyarbejdet båret frugt, muligvis var det kommet alligevel. Den nye lovbestemmelse var på kollisionskurs med ophavsretslovens bestemmelser om udlejning af kunstneres frembringelser. Der kræves en aftale med ophavsmændene, hvis man vil udleje og tjene penge på deres frembringelser. Ole Vig Jensen havde været opmærksom på dette problem, og det havde han løst med en tilføjelse til biblioteksloven, som gjorde det lovligt at udlåne ikke-bogligt materiale mod et engangsvederlag - evt. et vederlag pr. udlån.

Konkret brugerbetaling

Den rige Søllerød kommune nord for København mente nok, at dens borgere ønskede at betale for lån af musikbærende materialer (de havde nok ikke råd til at købe dem over budgettet?). Fra den 1. februar 1990 ændrede kommunen derfor reglementet: Søllerøds reglement fra dengang startede: "Alle kan gratis benytte biblioteket. For lån af musikbærende materialer betales dog en årlig afgift." Til afslutning: "Søllerød kommunebiblioteker. Velkommen på biblioteket". Afgiften var på 100 kr pr år, eller 50 kr for perioden 1.7.-31.12. Der var ikke rabat på éngangslån.

Hørsholm og Frederiksberg kommunalbestyrelser havde længe luret i vandskorpen, og de turde godt være nr. 2 og 3 til at indføre lånerafgift. Alle tre gode konservative kommuner, som gerne vil gøre noget for kulturen, men endnu hellere vil have pengene til at forblive i borgernes lommer. Hørsholms viceborgmester udtalte endda til Aktuelt den 26. juni 1990, at det var et sundt princip at skifte fra skattebetaling til brugerbetaling på dette som på andre områder. Skatterne skulle nemlig afleveres til andre via udligningsordningen, mens brugerafgifterne forblev i kommunen. 1. januar 1991 kom Holstebro med i det eksklusive selskab.

Det var sådan set, hvad NCB havde forberedt: På vegne af ophavsmændene blev der nu anlagt landsretssag mod Søllerød kommune. Påstanden var, at kommunerne uretmæssigt havde opnået en indtægt ved udlejning af musikbærende materialer, uden at der forelå en aftale om det. "Brugerbetalingen i Søllerød opfatter vi som leje- betaling. Og det er ifølge loven om ophavsret ulovligt at leje ud uden aftaler og uden betaling. Derfor kræver vi, at Søllerød kommune og andre kommuner, der bruger systemet, skal betale 5 kr pr. udlånt LP eller CD. Med tilbagevirkende kraft", siger Thorkil Emborg. Han var underdirektør i NCB, da han udtalte sig til Aktuelt den 26. juni 1990. Min egen kommune, Frederiksberg, modtog også en skrivelse fra NCB's advokat. I brevet gør advokaten opmærksom på, at retssagen vil blive udvidet til at omfatte krav mod Frederiksberg kommune, hvis man der indfører en lignende brugerbetaling for udlån. Fastholdes ønsket, udbeder advokaten sig oplysninger om "omfanget af udlånet, herunder hvilke grammofonplader, der udlånes, og hvor mange gange hver enkelt grammofonplade m.m. bliver udlånt." Alt dette for at kunne opgøre NCB's erstatningskrav ved udlejning af de repræsenterede kunstneres værker. Det viste sig da også, at NCB anlagde sag imod Frederiksberg kommune, da man dér indførte brugerafgift på musikudlån. Og afgørelsen gik helt til Højesteret.

Den 27. april 1993

Denne dag blev det kendt ulovligt af Højesteret at forlange (leje)indtægter af materialer, der var anskaffet med statstilskud. Udsagnet fra bibliotekar og folketingsmedlem for SF Ingerlise Koefoed havde stor betydning for dette udfald. Som konsekvens ophørte kommunerne med at opkræve gebyr for udlån af musik. I Søllerød måtte man ryste op med 100.000 kr i sagsomkostninger til NCB. På Frederiksberg fik kultur- og biblioteksudvalget samt magistraten et nyt problem. Hvad nu? Kommunerne slap for at betale afgifter til NCB for den forløbne periode. Til gengæld tilbagebetalte man på Frederiksberg allerede indbetalte gebyrer for perioden 27. april frem til skæringsdatoen 30. juni 1993. Derudover opstod der et kedeligt rødt tal i budgettet, hvor man havde budgetteret med en vildt opskruet indtægt for brugerbetaling for overhovedet at få bibliotekets budget til at hænge sammen. Og selv om der måtte forventes en stigning i musikudlånet, når det igen var gratis, blev kontoen til indkøb nedsat til 50.000 kr for resten af året for dog at få nogle af de mistede indtægter i hus. De 50.000 kr var endda tænkt anvendt til helt særlige formål. I realiteten var der indkøbsstop resten af året - samt et problem med at få de mange mistede lånere tilbage igen og finde ud af, hvem der skulle have hvor meget tilbagebetalt af de standhaftige.

Frafaldet

Var det nu bare en løs påstand, at en adfærdsregulerende afgift ville jage lånerne bort? På de biblioteker, hvor det var indført, kunne det sort på hvidt konstateres, at lånerne blev væk, og de tilbageblevne materialer hobede sig op og gav pladsproblemer. Men som bekendt tror politikere ikke på den slags "løse" påstande fra de folk, der har fingrene i det til daglig. Det er kun alle os andre, der tager den slags for gode varer.

Så AKF (Amternes og Kommunernes Forskningsinstitut) satte Henrik Christoffersen til at analyse, hvordan det gik i Søllerød. Hans konklusion (citeret fra Aktuelt den 21. juni 1990) lød:
"Den model, som Søllerød kommune har brugt, skaffer kommunen en beskeden indtægt til driften af musik-udlån.
Til gengæld påvirkes lånernes adfærd i problematisk retning:
De lånere, der kun sjældent har benyttet musikbiblioteket, holder sig nu helt væk. De faste lånere låner mere, og det er typisk kun eet familiemedlem, der sendes på musikbiblioteket." Borgmester Erik Fabrin i Søllerød erkendte i artiklen denne sparsomme indtægt, men beklagede, at ophavsretslovgivningen stillede sig i vejen for en mere ideel løsning: en stykafgift på udlånet - hvilket ikke er muligt på grund af ophavsretslovgivningen. BF's musikkyndige hovedbestyrelsesmedlem Bodil Høgh fulgte undersøgelsens konklusioner op i Berlingske Tidende den 25. juni: Hun mente, af Henrik Christoffersen politiserede i sin konklusion om, at det var vanskeligt at påvise bredere samfundsmæssige gevinster ved musikudlån. Er det måske ikke en samfundsmæssig gevinst at opnå livskvalitet gennem musik? "Forskerne beskriver nærmest denne retssag som en irriterende detalje, der sætter hindringer i vejen for et frit valg af betalingsmodel. Henrik Christoffersen forestiller sig, at gevinsten ville blive endnu større, hvis der skulle betales pr. udlån. Men den succes er til at overse, for det ville betyde et endnu større frafald af lånere." "Biblioteket i Søllerød havde regnet med, at antallet af musiklånere ville falde med 30 procent, fra 7.000 til 5.000, men der er kun 800 "kærnelånere" tilbage, og de forsyner sig mere rigeligt end før, for at få noget for pengene. Det kan siges at være en effektiv adfærdsregulering."

Den anden undersøgelse blev foretaget på Frederiksberg musikbibliotek
- her havde BF en finger med i spillet, idet Danmarks Biblioteksskole blev hyret til at foretage en grundig undersøgelse af afgiftens lånerregulerende adfærd. På det tidspunkt foregik udlånsnoteringen på den måde, at lånerkortets oplysninger blev mikrofilmet sammen med et hulkort med løbenummer og oplysning om materialets titel.
Disse film blev gemt af juridiske grunde, idet de tjente som dokumentation for ikke-afleveret materiale. Lektor Søren F. Lund fra Biblioteksskolen opnåede tilladelse til at gennemgå udlånsfilmene sammen med sin assistent Frank Nørregaard. Man startede 1. september 1989 - 12 måneder før der blev indført brugerbetaling, og man registrerede ud fra personnumrene de 13 - 25-årige lånere før og efter brugerbetalingstidspunktet. En del af de fundne lånere blev efterfølgende telefoninterviewet. Jeg citerer kun en meget lille del af konklusionen ved at nævne, at "Antallet af 13 - 25-årige musiklånere falder signifikant til 1/3 efter indførelsen af brugerafgift. Faldet er stabilt. I forhold til aldersklasserne forsvinder 4/5 af "teenagerne", 2/3 af de "unge" og halvdelen af de "voksne" unge." (Dækker over aldersgrupperne 13-15, 16-19 og 20-25 år). Altså noget ganske andet end i Søllerødundersøgelsen, som også kommenteres. De to forskere hæfter sig bl.a. ved, at musikudlånet på hovedbiblioteket i Holte er blevet 14% mindre 3 måneder efter indførelsen af lånerafgift. Men hvis man i stedet sammenligner antallet af skrankeekspeditioner i det samme tidsrum året før, er faldet på 43%. Det nævner Henrik Christoffersen imidlertid ikke.

En lige så detaljeret undersøgelse af virkningen af karenstiden kunne være ønskelig, men den kan næppe realiseres, fordi salget af CD'er ikke registreres på titelniveau. Og købernes data kendes heller ikke. Den mangelfulde undersøgelse fra Biblioteksstyrelsen kommenteres andetsteds af DMBF.

Til slut

Der kunne skrives en hel del mere om emnet. Bl.a. herskede der dengang 7 myter om musikbiblioteket, som BF og MUFA energisk søgte at gennemhulle på tryk med udsendelse af pamfletter og pressemeddelelser.

I "Musikbiblioteket" 1990 nr. 2 har jeg specielt skildret Frederiksberg bibliotek i perioden med brugerbetaling. Desuden foreligger de to nævnte undersøgelser på tryk.

Jeg har heller ikke nævnt alle de biblioteker, der fik "gode ideer". Faktisk kun de 4 første, men der var kommet flere til i 1993.