Danse, danse dagen lang ...

Tekst af: Inge Tofte-Hansen, Musikpædagog og seminarielektor. cand. pæd. i musik

At arbejde med småbørn og musik er et sammensurium af indhold og muligheder. I et musikpædagogisk arbejde med almindeligt fungerende børn er man omgivet af små mennesker, hvis opmærksomhed er rettet imod mange ting. Det kræver opmærksomhed, indlevelse og musikalsk bredde hos musikpædagogen. Typisk bliver et program sat sammen således at børnene både berører motorik og sanser, musikalske begreber og social og samarbejdsmæssige kompetencer.

Hvor meget har det så at gøre med musik?
- kunne man spørge

Krop og bevægelse er centrale i det lille barns liv. Før sproget bliver aktivt, udtrykker barnet sig med sin krop. Det betyder, at man ikke kan adskille krop og musik men skal arbejde med musik og bevægelse som to uadskillelige begreber. Man laver musikalsk bevægelsesleg.

At møde børn i musikalske aktiviteter kræver viden om børns udvikling og om musik. Det kræver desuden, at man har et repertoire af musikalske sange, lege og aktiviteter og planlægger aktiviteterne i forhold til de børn, man vil lave musik med. I den musikalske aktivitet mødes musikken og pædagogikken.

For at matche børnenes kunnen og understøtte deres idérigdom skal et program med musikalske aktiviteter lægge en ramme omkring børnene og samtidig lægge op til fri udfoldelse indenfor rammen. Aktiviteten bliver en vekselvirkning mellem styring og åbenhed. Spørgsmålet er hvor og hvordan denne styring skal være til stede.

Ofte starter man med en fælles samling, hvor gruppen og 'rummet' bliver defineret. Denne samling kan være i en styret bevægelsesleg hvor der lægges vægt på overskuelighed og introduktion til gruppen og situationen. Her lægges grunden til et musikalsk samvær, hvor børnene får inspiration af hinanden og af den voksnes oplæg.

Efter denne åbning er det vigtigt, at børnenes egen idérigdom og kropslige udfoldelse får mulighed for at komme til, fordi det er væsentligt, at børnene bliver betragtede som kompetente væsner, der i kraft af idérigdom og optagethed i situationen ses som med-skabende og æstetiske væsener.

Dette syn på børn kan man finde helt tilbage i 30-ernes kulturradikale opgør med den tids musikpædagogiske indstilling. Astrid Gøssel og Bernhard Christensen lagde grunden til en metodisk indgang til musikpædagogiske aktiviteter, hvor bl.a. børns egen skabende virksomhed og betydningen af barnets egen produktion stod i centrum.

I dag er barnets skaberevne og kulturelle udtryk også til debat. Der fokuseres på barnets placering som subjekter i det kulturelle landskab. Kultur skabt af børn selv skal ses i sammenhæng med og i modsætning til en tilgang til børn og kultur, hvor initiativ og kompetence ligger hos den voksne, nemlig - kultur lavet af voksne for børn.

Når aktiviteten lægger vægt på børnenes egne initiativer og idéer udfordres børnenes egen skaberevne. Desuden respekteres og udvikles børnenes egen kommunikation og egne bud på æstetiske udtryk.

Et typisk billede fra en musikaktivitet:

• "En gruppe børn samles med en musikpædagog i en fælles leg. Efter en indledning begynder børnene at danse og hoppe til musikpædagogens spil.
• Drengene nærmer sig hinanden og begynder at lave slås-bevægelser. Pigerne udvikler dansebevægelser.
• Musikpædagogen opfordrer drengene til at inddrage trommer i legen. Herefter eksperimenteres der kraftigt og trommerne forvandles til kanoner.
• Pigerne retter sig imod drengene og begynder at danse til 'kanon-rytmer'.
• Der trommes og hoppes, synges og danses".

I dette billede kommer børnenes egne bud på sang, dans og drama i gang. Det får mulighed for at ske fordi musikpædagogen tager udgangspunkt i børnenes initiativ, i hvad børnenes opmærksomhed er rettet imod og børnenes egen æstetiske og skabende virksomhed.

Da det er grundlæggende at lægge vægt på kropsligheden må musikpædagogen hele tiden være opmærksom på, at aktiviteten lægger op til bevægelse. Gennem leg med hop og klap indlæres f.eks. pulsfornemmelse.

Børnenes opmærksomhed og rettethed imod hinanden er også et væsentlig pejlepunkt, da børn kommunikerer med deres kropslige udfoldelse. Barnet er kropsligt til stede i rummet og bevægelsen i rummet bliver meningsskabende for dem.

Barnet er til stede i en blanding af opmærksomhed på egen og andres kroppe, hvilket kan give situationer, hvor børnene synes at 'smelte sammen'. Der er ikke tale om en bevidsthed, der styrer kroppen men snarere en krop der styrer bevidstheden.

I børnenes deltagelse i aktiviteten opstår der forskellige konstellationer mellem børnene og mellem børn og voksen. Samtidig er musikalske, dramatiske og kropslige udtryk i spil. I dette levende og foranderlige 'rum' er det centralt, at musik- pædagogen er opmærksom på, hvad børnene er rettet imod.

Lige så forskellige børn er, lige så forskellige indholdsaspekter retter de sig imod.

Nogle børn koncentrerer sig om krop og dans. Andre er optaget af rytmik og søger efter trommer. Andre igen retter sig imod melodi og udvikler en sang, eller er optaget af dramaturgien i hop og fægtning. Nogle er optaget af den voksne eller af de andre børn i rummet, som de kan imitere eller invitere til dans.

I stedet for at forsøge at forklare aktiviteten ud fra begrebet 'kaos', må musik- pædagogen være opmærksom på de forskellige meningsskabende indholdsaspekter, som aktiviteten indeholder. Samtidig må han/hun være åben for, at hvert barn søger mening i forskellige indholdsaspekter og oplever og erkender forskelligt.

Æstetisk og skabende virksomhed

I et rum med åbne muligheder, udfolder der sig æstetiske processer. Disse er kendetegnet ved at børn selv omsætter input og oplevelser til formgivende processer, der udtrykker en meningsfuldhed for dem. Indtryk kanaliseres over i udtryk, der bliver til indtryk der igen inspirerer til udtryk:

• Der findes intet facit.
• Der er plads til hver enkelt barns fortolkningsmulighed.
• Der er plads til at børnene bruger hinanden og musikpædagogen.
• Der bliver plads til at det enkelte barn bliver sikker på sit eget udtryk og dermed får mulighed for at udforske sig selv.

Musikpædagogik

En metodik bygger på at børns egne skabende kræfter lægger op til åbne og legende musikalske sammenhænge. Musikpædagogens mål kan være at:

• støtte og udvikle børnenes skabende evner og muligheder.
• fokusere på børnenes musikalske kompetencer.
• fokusere på leg og motorik og social dynamik.
• fokusere på dramaturgiske aspekter i sammenhæng med musikken.
• give børnene mulighed for at afprøve og udforske egne udtryksmuligheder.

Det væsentlige er, at idé og inspiration bliver til i mødet mellem børn og pædagog og mellem børn og børn og ikke som en fastlagt aktivitet, der er produceret af en voksen for børn.

Om metoden er brugbar kan være et spørgsmål om kendskab til og erfaring med at åbne det musikpædagogiske rum og lægge initiativet ud til børnene. Mange (musik-) pædagoger arbejder med at åbne aktiviteter for børnenes idéer i kortere sekvenser.

Men hvorfor ikke åbne meget mere op?

At turde begive sig ind i 'et åbent betydningsrum' kræver bl.a.en sikkerhed i at kende sig selv i det musikalske/æstetiske udtryk og at have kendskab til børns intentionalitet og rettethed i æstetiske og skabende aktiviteter. Det kræver lydhørhed og tilstedeværelse.

Æstetisk aktivitet kræver tid og opmærksomhed, og er en vej ind i børnenes univers hvor der er mulighed for at lære børn(s udtryk) at kende og mulighed for at styrke børns eget udtryk.

I modsætning til et enkeltstående musikarrangement kan et fortløbende musik-tilbud over tid åbne øjne og ører for barnets skabende udtryk. Sådan et tilbud giver plads til æstetiske oplevelser, erkendelser og processer og giver barnet mulighed for at internalisere musikken og dens mange udtryk.

Det kan desuden understøtte og skabe rum for børns skabende evne ud fra en intention om, at inddrage børn og give dem indflydelse på eget liv og egne valg.

Musikpædagogen skal således møde børnene uden fastlagte planer for, hvordan de skal deltage. Lysten og evnen til at betragte den skabende og æstetiske aktivitet tager udgangspunkt i 'det der sker lige nu'. Forudindtagethed og præfabrikerede meninger lukker af for muligheder.

At operere i "et åbent betydningsrum" er en arbejdsmetode, der kan styrke opmærksomheden og åbne øjnene for børns potentialer.

Ved at udfordre børns æstetiske udtryksverden og ved at åbne betydningsrummet i fortløbende aktiviteter på (musik-)biblioteket, kan der skabes et væsentlig supplement til andre (indlæringsorienterede) æstetiske og skabende tilbud til børn.

Litteratur:

Holgersen, Sven-Erik. Mening og deltagelse. Iagttagelse af 1-5 årige børns deltagelse i musikundervisning. Ph.d.-afhandling. DPU, 2002.

Junker, Beth. Om processen. Det æstetiskes betydning i børns kultur. Tiderne Skifter, 2006.

Kirk, Elsebeth. (red). Musik og pædagogik. 2. rev. udgave. Modtryk, 2006.

Når børn møder kultur. En antologi om formidling i børnehøjde. Børnekulturens netværk, 2006.