Danskheden i Carl Nielsens sange

Tekst af: Karen Vestergård, bachelor i musik & Ida-Maria Vorre, cand.mag. i musik

"Danskhed i musik" er et emneområde, der for tiden modtager stor opmærksomhed bl.a. med den nyligt udkomne bog Musik og danskhed. I vores specialeafhandling fra musikhistoriestudiet ved Aalborg Universitet har vi udforsket dette emne i forhold til Carl Nielsens sange, idet disse såvel i folkemunde som i musikvidenskabelig litteratur ofte beskrives som noget særligt dansk.

Historien om Carl Nielsen (1865-1931) har en ganske særlig betydning for mange danskere. Det er historien om den lille dansker, som blev en internationalt anerkendt komponist af "fin kunstmusik", og samtidig er han "en ægte søn af folket", som hele sit liv vedblev at komponere sange netop rettet mod den brede befolkning. Disse sange, som Carl Nielsen selv kaldte folkelige, har siden komponistens levetid udgjort en vægtig del af grundstammen i danskernes fællessangs-repertoire, den såkaldte danske sangskat. Langt de fleste danskere har derfor sunget disse sange i skoler, på højskoler m.m., og sangene opfattes - ligesom komponisten selv - som noget helt særegent dansk. Det interessante spørgsmål er så, om denne status udspringer fra kendetegn i selve musikken, eller om der er andre forhold, der har været afgørende for denne opfattelse af Carl Nielsens sange.

En særlig dansk musikstil

Ikke så få mener, at der findes en helt speciel karakter i dansk musik; en opfattelse, der strækker sig tilbage til den tidlige danske nationalisme i begyndelsen af 1800-tallet. Dengang var bl.a. A.P. Berggreen (1801-80) af den opfattelse, at danske folkeviser indeholder nationens "folkeånd" i sin reneste og mest uberørte form. Denne tale om folkeånden var udtryk for en udbredt tro på, at landets historie, sprog, kunst og kultur var præget af en oprindelig danskhed, som var ved at blive overhalet af den internationale elitekultur. Man mente dog, at bondestanden, som blev benævnt "folket", var uberørt af den borgerlige finkultur, og at bønderne derfor uforanderligt igennem historien havde levet i pagt med folkeånden. Af den årsag blev folkeviserne set som ubetvivlelige vidnesbyrd om folkets egen musikkultur, den ægte danske musik. Berggreen indsamlede og udgav talrige danske folkeviser og tilkendegav i forordet til en af sine samlinger, at viserne skulle inspirere danske komponister til selv at lade sig opfylde af folkeånden og endvidere lade denne udfolde sig i deres kompositioner. Berggreens forhåbninger blev indfriet, idet hans tiltag kom til at virke som igangsættende impuls for en nationalromantisk bølge i dansk musikliv, hvor bl.a. hans egen elev Niels W. Gade (1817-90) komponerede musik i "kunstnerisk folketone". Troen på, at den danske folkeånd er udfoldet i de danske folkeviser og i varierende grad i dansk kompositionsmusik, blev således grundigt manifesteret med den danske nationalromantik, og igennem det 20. århundrede har denne opfattelse vist sig at være temmelig sejlivet, selvom nationalismen og det nationalistiske kultursyn efter 2. Verdenskrig gradvist begyndte at blive opfattet som noget betændt og politisk belastet. Der findes således også talrige forsøg på at karakterisere det danske i dansk musik. Kendetegnende for disse beskrivelser er det dog, at forfatterne angiveligt føler, at der er et nationalt element til stede i musikken, men at dette element langt oftere beskrives igennem følelser og associationer end som konkrete kendetegn i musikken. Hvis man kigger på musikforskningens bud på, hvori en dansk musikstil skulle bestå, viser det sig imidlertid også, at en sådan faktisk ikke eksisterer. Hverken i folke- eller kirkemusikken kan der findes autentisk danske stiltræk, der kan berettige at udråbe denne musik som kilde til forskning i en særlig dansk stil. Sagen ligger derfor klar: Danskheden i Carl Nielsens sange er ikke et sæt af kendetegn, der kan påvises direkte i selve musikken, og derfor synes det mere relevant at søge efter en forklaring på denne opfattelse i de historiske og kulturelle omstændigheder, der har omgivet sangene.

Carl Nielsens egen opfattelse

I det 20. århundredes første årtier, hvor Carl Nielsen komponerede størstedelen af de sange, der har gjort ham kendt blandt menigmand i Danmark, blev "danskernes danskhed" opfattet med en høj grad af selvfølgelighed, også af Carl Nielsen. "Jeg synes selv, at jeg saavel i min Personlighed som i min Kunst er saa dansk - heldigvis" udtalte han i 1926, og adskillige andre steder i hans breve, artikler og dagbogsoptegnelser kan man finde lignende udtalelser. Selvom Carl Nielsen således ikke var i tvivl om, at hans egen danskhed satte sig aftryk i hans musik, mente han dog samtidig, at den nationale karakter aldrig måtte påtvinges musikken af komponisten, men kun være en underliggende kvalitet. Det danske præg var for ham en uomgængelig faktor i dansk musik, men som komponist skelnede han skarpt imellem det at ville være og rent faktisk at være national i sin kunst. Han var således imod den bevidst tilstræbte nationale musik, som sås hos nationalromantikerne, mens han både erkendte og værdsatte et nationalt element i dansk musik, herunder folkeviserne, som en manifestation af dansk ånd og følelse. Man kan derfor ikke påstå, at Carl Nielsen har tilstræbt at komponere sine sange i en bestemt "dansk stil", som af sangenes brugere også skulle kunne genkendes som sådan. Men sagen er alligevel ikke så enkel endda.

I 1922 var Carl Nielsen medredaktør af den første udgave af Folkehøjskolens Melodibog (FM), og det i forordet erklærede formål med udgivelsen var, at melodierne til den folkelige fællessang skulle have "et mere folkeligt dansk præg" end de hidtil anvendte. Denne formulering synes umiddelbart at modstride Carl Nielsens generelle holdninger, men hvis den ses i lyset af de opfattelser, der prægede samtidens højskolemiljøer, som sangene ved udgivelsen af FM var tænkt til at indgå i, viser der sig en ny måde, hvorpå Carl Nielsens forhold til danskhed i musik kan anskues.

Betegnelsen "folkelig", som Carl Nielsen anvendte om de fleste af sine sange, blev i højskoleverdenen ofte opfattet som ensbetydende med "dansk". For Grundtvig (1783-1872) var folket lig med danskerne, dog først og fremmest bønderne, og begrebet "danskhed" blev anvendt som synonym for folkeånden. Den folkelige kultur, som Grundtvigs tilhængere efterstræbte på højskolerne og i de mange landlige foreninger, skulle således ikke udbrede overklassens kosmopolitiske finkultur til hele samfundet, men derimod være en ægte dansk kultur, som afspejlede folkeånden ved at have udgangspunkt i folkets egne forudsætninger og erfaringer. Carl Nielsen kan på mange måder siges at have delt disse opfattelser. Han følte sig selv rodfæstet iblandt "folket" i kraft af sin landlige opvækst, og han tilkendegav ofte, at han kendte den jævne danske mands følelser og tanker. I sit virke som komponist af folkelige sange ydede han en stor indsats i at skabe melodier af god kvalitet, der ikke efterlignede den borgerlige romance (den danske pendant til den tyske lied), men som derimod var egnede til brug blandt folket. Med andre ord bestræbte han sig på at komponere sine melodier, så de var i "det danske folks ånd". Dette ideal forsøgte han at efterkomme, ikke ved at efterligne de danske folkeviser som de nationalromantiske komponister havde gjort, men ved at komponere sine sange ud fra de samme overordnede principper, som gjorde sig gældende i folkeviserne, nemlig enkelhed og lettilgængelighed. Herved mente han at udforme sine melodier på en måde, så de kunne korrespondere med og nå ind i sjælen af det danske folk. Selvom Carl Nielsen således havde tydelige aversioner imod den tilstræbt nationale musik, er der alligevel meget, der tyder på, at "danskheden" spiller en rolle i hans kunstneriske overvejelser, da han komponerede sine folkelige sange.

Sangenes anvendelse

Hvis man undersøger den historiske brug af Carl Nielsens sange viser det sig, at disse har fundet størst anvendelse i perioder, hvor nationale spørgsmål har ligget befolkningen særligt på sinde. Dette er selvfølgelig ikke nogen tilfældighed. Ved nærmere eftersyn af tekstindholdene i Carl Nielsens sange ses det, at en overvejende del enten indeholder nationalistiske elementer eller er direkte fædrelandssange. Som tidligere nævnt var der kun få, som inden 2. Verdenskrig satte spørgsmålstegn ved berettigelsen til at fremhæve det danske. Tværtimod synes den generelle holdning at have været, at man som dansker var stolt af sin nationalitet og følte en forpligtelse til at værne om det danske. I nationale kriseperioder har brugen af fællessang derfor været stor, idet man netop herigennem kunne udtrykke fælles holdninger og værdier. Anvendelsen af fællessang i den nationale sags tjeneste var allerede almindelig på de første højskoler omkring midten af det 19. århundrede, og efter 1864, hvor Danmark mistede Slesvig til Tyskland, intensiveredes denne brug af fædrelandssange hos stort set hele landets befolkning på tværs af sociale og geografiske skel. Carl Nielsen kan derfor siges at have komponeret sine folkelige sange på et historisk velvalgt tidspunkt, idet traditionen for fællessang allerede var grundigt fasttømret i den danske kultur. Hvis man kigger nærmere på sangenes musikalske udformning ses det, at melodierne er særdeles velegnede til at formidle sangenes tekstlige indhold. De er prægede af en stilistisk enkelhed og logik, som bevirker, at der som oftest ikke er noget i musikken, der fjerner sangerens opmærksomhed fra teksten. Samtidig fremgår det, at teksterne i omfattende grad tager udgangspunkt i situationer fra hverdagslivet, hvilket for sangeren gør dem lette at forholde sig til. Den "tryghed", der derved både er til stede i musik og tekst, skaber noget nær optimale betingelser for en ubesværet formidling af teksternes - ofte nationalistiske - budskaber.

Efter udgivelsen af FM i 1922 kom Carl Nielsens sange til at udgøre en væsentlig del af grundstammen i den danske sangskat, som den anvendtes i skoler, på højskoler m.m., og til alsangsstævnerne under den tyske besættelse fik anvendelsen af sangene en kolossal opblomstring. Fælles for de kulturelle miljøer, der kendetegnede højskolerne i Carl Nielsens samtid og besættelsestidens alsangsstævner, er en lidenskabelig interesse for og dyrkelse af alt, hvad der opfattedes som dansk. Når Carl Nielsens sange således blev anvendt i danskhedsdyrkende sammenhænge, er der stor sandsynlighed for, at deltagernes egne erfaringer med sangene har kunnet danne udgangspunkt for at opfatte disse som særligt danske: Deres tekstlige indhold vil uvilkårligt fremstå som mere "troværdige", idet de bliver udtryk for en fælles overbevisning, der understøttes af den omgivende kultur. Når sangteksterne så fremdeles har kunnet vække den enkeltes sangers nationale følelser, således at denne har kunnet erfare sig selv som dansk - og som en del af et dansk fællesskab - er der formentlig også sket en "spejlingseffekt", sådan at ikke kun de tekstlige dele af sangene, men også de musikalske, er blevet opfattede som kilder til disse følelser og derfor er blevet "genkendt" som danske.

Det er selvfølgelig vanskeligt at vurdere, i hvor stort omfang de enkelte fællessangsdeltagere har reflekteret over "danskheden" i Carl Nielsens sange, men sandsynligheden synes alligevel at være stor for, at den udbredte brug af sangene i miljøer, hvor danskheden har været i fokus, har sat sit præg på opfattelsen af disse som særligt danske.

Den litterære omtale af sangene I såvel musikvidenskabelige tidsskrifter og biografier som i anmeldelser og artikler fra almindelige dagblade og aviser ses der et tydeligt mønster i den måde, hvorpå Carl Nielsen og hans sange er blevet fremstillet fra komponistens samtid og frem til i dag.

I starten af det 20. århundrede var det den nationalromantiske musik (fx romancen), der blev betragtet som et musikalsk udtryk for danskhed. Omkring 1920 viser der sig til gengæld en bred enighed om, at Carl Nielsen er en stor dansk komponist, og det faktum, at hans musik (i særlig grad sangene), adskiller sig fra den nationalromantiske, bliver nu et argument for musikkens ægte danskhed. Herefter - og specielt under den tyske besættelse " stadfæstes Carl Nielsens status som nationalt ikon, og hans musik fremstilles som oftest i et nationalt perspektiv. Frem til ca. 1990 er det således vanskeligt at finde tekster, der forholder sig kritisk til såvel Nielsen som til hans musik. Tendensen synes nærmere at være, at der lægges vægt på idylliserende fremstillinger af komponistens livshistorie frem for videnskabelige analyser af musikken.

Et andet forhold, der gør sig gældende for den danskhedsdyrkende litteratur om Carl Nielsen og hans musik, er, at den tager udgangspunkt i komponistens egne udtalelser om sin musik og sit liv, som de kommer til udtryk i interviews, artikler, essays, breve og ikke mindst i hans noget romantiserende selvbiografi Min fynske Barndom.

Carl Nielsens sange fremhæves i litteraturen - på lige fod med operaen Maskarade samt 3., 4. og undertiden 5. symfoni - på grund af deres folkelige kvaliteter som nationale klenodier. Forfatterne mener, at Carl Nielsen i kraft af sin landlige opvækst besidder en ægte dansk oprindelighed, som kommer særligt til udtryk i hans sange, og omtalen heraf underbygger dermed den generelle fremstilling af komponisten i et nationalt perspektiv. Denne opfattelse går igen i såvel dagspressens anmeldelser og artikler som i den musikvidenskabelige behandling af sangene, og kan således siges at være nået ud i alle lag af befolkningen. Dermed synes der at være stor sandsynlighed for at den generelle opfattelse af sangene som noget særligt dansk til dels kan være udsprunget i - og have forplantet sig igennem - den litterære omtale heraf.

Det ses af ovenstående gennemgang, at både anvendelsen af Carl Nielsens sange og den litterære omtale heraf antageligvis har været afgørende for opfattelsen af, at disse indeholder specifikt danske kvaliteter. Carl Nielsens bestræbelser på at komponere sine sange i en enkel stil kan endvidere siges at have været befordrende for deres udbredelse blandt den brede befolkning, mens hans egne opfattelser af sin musik sandsynligvis også har dannet grobund for den generelle holdning til sangene. Man kan derfor ikke sige, at blot et af disse forhold udgør en forklaring på, hvordan opfattelsen af at Carl Nielsens sange er særligt danske, er opstået. Derimod synes den udtalte fokusering på "danskhed", der har været til stede i alle disse forhold at indikere, at den nationalromantiske tro på "folkeånden" har været så sejlivet, at den har påvirket alle de omstændigheder, der har omgivet sangene. Inden for den forståelsesramme troen på "folkeånden" tilbyder, har disse forhold således kunnet påvirke hinanden indbyrdes og tilsammen etablere opfattelsen af Carl Nielsens sange som særligt danske. Derfor må forklaringen på denne opfattelse være, at det er "troen på danskheden" snarere end selve musikken, som har givet anledning til at denne opfattelse har kunnet opstå og tillader, at den stadig kan eksistere.