To boldly go, where no man has gone before

Tekst af: Søren Svane Hansen, bibliotekar, Statsbiblioteket

Da Aalborg Bibliotekerne kunne melde mere end fuldt hus på et smalt arrangement for unge musikerspirer, stred det mod de flestes forventninger.

At det lykkedes at fylde salens stole og have gæster stående langs siderne, krævede hårdt slid og opbygning og brug af et bredt netværk.

Bagefter stod flere tilbage med spørgsmålet, om hvorfor ingen andre havde forsøgt det før, og hvorfor det lige var biblioteket, der løb med initiativet?

Det er det, de unge vil ha' (eller er det?)

Det er unægtelig sværere at trække fulde huse til en diskussion om politik mellem to byrådspolitikere end mellem to statsministerkandidater.

Derfor valgte Frank Helenius, musikbibliotekar fra Aalborg Bibliotekerne, helt fra starten af satse højt i det nordjyske. Skulle et arrangement om den lange vej til at blive professionel musiker trække, skulle der tilbud på plakaten, der kunne løfte øjenbrynene på de unge.

Så hvad vil en (typisk rock)musiker gerne have ud af at bruge en aften i et stolesæde frem for i øvelokalet? Vel allerhelst en pladekontrakt, der kunne skabe grobund for et gennembrud. Meget gerne muligheden for at fyre den af foran jævnaldrende og imponerede dem. Skulle musikeren endelig tage imod råd, skulle det i hvert fald være fra en, der kunne vise succes og samtidig være til at identificere sig med.

Så Frank kom op med med følgende setliste:

• - Michael Staun: Lokal levebrødsmusiker med nogle rigtig gode pointer om at gøre en karriere ud fra lysten til at nå et publikum, uden at have en pladekontrakt.
• - Jakob Mølbjerg, Mecenary: Nomineret ved Danish Metal Awards til årets album (som de vandt 2 dage efter!). Langhåret, ranglet og med jetlag fra en lige overstået koncert i USA. Så kan det snart ikke blive mere autentisk og rocket.
• - Antonio Rosado, talentspejder hos Warner: Tog imod demoer fra enhver, der var dukket op.
• - Åben scene: Opfordringen var kort og kontant: Kom og spil for et interesseret publikum.

Men særligt et verdensnavn og en mand fra et af de helt store pladeselskaber må da være udenfor økonomisk rækkevidde for en offentlig institution uden sponsorer i ryggen? Umiddelbart ja. At gå bare lidt under sin tarif er at betragte som frivilligt arbejde for en professionel med en kalender, der ikke tillader megen fritid.

Her peger Frank Helenius på to faktorer: Interesse og payback. Det skal være mere end almindeligt interessant for en professionel (såsom en musiker) at komme. Det må gerne have lige meget karakter af et tilbud og en udfordring. At kende en professionels passion og holdninger giver langt bedre muligheder for at sælge en idé, når passionen og idéen tilsammen er et godt match.

At høre hhv. Staun, Mølbjerg og Rosado brænde igennem med deres budskaber, skabte også en mere intim atmosfære, i og med de hverken var bange for at fortælle om gevinster og nitter, de havde trukket gennem karrieren.

Lysten er imidlertid sjældent nok for den professionelle til at finde et hul i kalenderen. Det er her begrebet payback kommer ind. Den vigtigste er positivt PR. Jo mere de kan få, jo bedre. Jo bredere man som arrangør kan nå mediemæssigt, jo mere interessant bliver det for den professionelle at deltage.

Derfor har magasinprogrammer i TV og radio (særligt P3) heller ingen problemer med at få kendte til at stille op. Nogle gange er det nok med besøg af den lokale journalist, og andre gange skal der mere til. BibRock, som arrangementet i Aalborg hed, opnåede ligefrem omtale på TV2, og så snart det var klart, at TV2 ville komme, fik de ønskede oplægsholdere det at vide.
Bedre gulerod er svær at levere.

For hvert forsøg på at skaffe Pr skal journalisten behandles som alle andre professionelle (tilmed med en redaktør), der (begge) skal holdes interesseret. Den enkleste måde er oftest blot at holde en fast kontakt til journalisten og efterhånden opbygge et gensidigt afhængighedsforhold. Anden PR er selv at skrive artikler om de medvirkende og linke til deres egne hjemmesider, sådan som Aalborg Bibliotekerne gjorde det på deres hjemmeside. Promovering var også en sag, efter arrangementet var afsluttet.

Har man en tidligere succes at henvise til, skal det endelig gøres, og kan man få et kendt navn til at anbefale sit kommende arrangement, er der oftest intet at betænke sig over.

Fundamentale tanker

Når du som musikbibliotekar kigger ud over dit lokalområde, er der et væld af potentielle samarbejdspartnere. Ungdomsskolerne, musikskolerne, efterskolerne, musikerspirerne og de professionelle, spillestederne, musikforhandlerne, tamburkorpsene, orkestrene, ja listen fortsætter lang tid endnu.

Men de fleste ved ikke, vi er der, og hvad vi kan bruges til. Aalborg Bibliotekernes musikafdeling havde formentlig deres succes, fordi de korrekt vurderede deres brugeres interesser frem for brugernes faktuelle behov. I deres møde med brugerne, hvor brugerne var, var det stadig muligt at sætte bibliotekets egen dagsorden. Oplysning. Aktualitet. Eftertænksomhed. Selv om Biblioteksstyrelsen ikke var inde med penge i foretagendet, skal det faktisk tolkes som en udvidelse af læringsrummet på linie med de satsninger, Århus gjorde sig de senere år.

Størrelsen er imidlertid ikke afgørende for succes. I 2005 og 2006 kørte koncertkonceptet "TRAX - Coming home". Danske navne som Infernal, Tina Dickow og Clemens gav koncerter i deres fødebyer. Nogle gange i folkeskolens aula eller gymnastiksal, fordi det var byens største, indendørs rum. Lille by og stort navn kunne sagtens gå i spænd, og transmissionerne fra radioen vidnede om store oplevelser for både artist og publikum.

Vi bærer os oppe med løftet om at være kommunernes kulturelle højborge. Aalborg tænkte nyt i formidling. Deres arrangementskatalog indeholdt gør-det-selv håndværkskurser og informationsaftener for voksne om, hvad deres børn brugte nettet til. Med BibRock fik de musikerne ud af øvelokalerne til et heftigt skud folkeoplysning. For så vidt lige så lidt revolutionerende, som da Columbus fik et æg til at stå på højkant, for skåret til benet er det bibliotekariske kerneydelser, de formidlede.

Laurbær bliver der imidlertid ikke tid til at hvile på for Aalborg Bibliotekernes vedkommende. En succes kan sagtens gentages, hvis den er i stand til at indgå i en udvikling. Derfor bliver det kommende arrangement større, med officiel repræsentation af flere af de aktører, der første gang var anonymt til stede for at snuse til det, og helst med et, om muligt, større navn på plakaten. Her får ambitionen om at gøre musikbiblioteket til et reelt samlingpunkt lov til at trives. Både vha. de ansattes foretagsomhed og iver, og gennem en ledelses forsøg på at skabe rammerne til det.