"Hvorledes de gamle Mestres Musik i Virkeligheden har lydt"

Tekst af: Anne Ørbæk Jensen, det kongelige bibliotek

En tidlig historisk koncert i Danmark

Det er lidt mere end 100 år siden, man begyndte at arrangere såkaldte historiske koncerter i Danmark. Det hang meget sammen med etableringen af et museum for musikinstrumenter, som åbnede i 1898 og stadig eksisterer i form af Musikhistorisk Museum i København. Men tankerne og baggrunden for at etablere koncerterne var en ganske anden, end man har i dag.

Ideen bag museet

Den grundlæggende ide var, "at danne os en Forestilling om, hvorledes de gamle Mestres Musik i Virkeligheden har lydt". Sådan stod der i det opråb, der blev sendt ud i april 1897 for at skabe et instrumentmuseum i København. Og det var da også en spændende ide, som i hvert fald appellerede til publikum, men til gengæld må den betegnes som ret urealistisk. Og det skyldtes både instrumenterne, musikerne, publikum og hele situationen.

Museet ville også "sørge for, at Instrumenterne saavidt muligt bliver sat i brugelig Stand, saaledes som de oprindelig har været". Igen et voveligt løfte, men det var danskerne ikke ene om. En af de mest kendte af datidens europæiske instrumentforskere, tyskeren Paul de Wit, døde i 1926, og i en af nekrologerne pointerede man særligt, at han gjorde sig umage for netop at gøre de historiske instrumenter spilbare igen, men det må nok oftest være sket på 1900-tallets præmisser.

Museets grundlægger dr.phil. Angul Hammerich havde dog sikret sig i dette spørgsmål ved at samarbejde med Danmarks førende instrumentfirmaer. Hammerich var en meget iderig person, der havde skrevet disputats i musikvidenskab som den første dansker - nemlig om musikken ved Christian IV's hof. Han havde også beskæftiget sig en del med f.eks. de gamle bronzealderlurer. Han repræsenterede den forskningsmæssige side af den kommende instrumentsamling - og så spillede han også cello som amatør. Med sig som underskrivere på opråbet havde han pianofabrikant Fr. Møller (fra Hornung & Møller), violinbygger Emil Hjorth og I.K. Gottfried og P.E. Schmidt, som begge var fremtrædende blæseinstrumentbyggere. Og endelig var opråbet underskrevet af en række museumsfolk og aktive musikere, så alle kredse bakkede op om ideen.

Og aviserne tog gladelig opråbet, endda krydret med mindre artikler fra deres kulturredaktører, der i høj grad gik med på Hammerichs ide om at høre, "hvorledes de gamle Mestres Musik i Virkeligheden har lydt". Det hjalp jo nok også, at Hammerich selv var musikanmelder på den fremtrædende avis Nationaltidende, så han kendte kollegaerne godt. I sin egen avis kunne han gå endnu videre og tage afstand fra den måde, som man hidtil havde opført de gamle mestre på: "Vi laver dem ganske ugenert om", skriver han, "pynter dem med allehaande moderne Attituder og forsyner dem med behørige moderne Klangvirkninger, for at de kan tage sig ud for et højtæret fin de siècle Publikum". Det var store ord - men givetvis rigtige. Spørgsmålet var bare, om Hammerich selv kunne lave om på det. Opråbet gav pote, og der kom en lang række instrumenter ind til museet i det første trekvarte år, så der var faktisk noget at spille på, da man planlagde den første koncert.

Præsentationen af instrumenterne

Disse instrumenter skulle præsenteres i forbindelse med åbningen af museet i januar 1898. Som en af Hammerichs anmelderkollegaer, Charles Kjerulf skrev: "Det vil paa samme Tid blive en fin og praktisk Reklame for Musæet og en raffineret Nydelse for moderne, forvænte Musikøren". Og det blev virkelig begge dele.

Den praktiske reklame bestod i omtale i en lang række blade, som netop betonede den raffinerede nydelse. De skrev, at den gamle musik var en rekreationsform for det moderne civilisationstrætte menneske. En af aviserne fremhævede, at instrumenterne klang i en "fremmed Tone-Sfære, himmelvidt forskellig fra vore Dages Maskin-Flygel-Larm".

I åbningskoncerten sparede Hammerich ikke på noget som helst. Der blev præsenteret omkring 10 forskellige ældre instrumenter i et program, der var trykt på fint, ældre udseende papir med nøje valgte typer med instrumenterne stående først på forsiden. Derefter var musikernavnene angivet, og på side 2 kunne man se, hvilke kompositioner, det drejede sig om. Selve instrumenterne var altså klart i centrum. Der var tale om en fin blanding af forskellige instrumenter: obo d'amore, harpe, mandolin, lut, gambe, clavichord, cembalo, viola d'amore, fløjte og koncertflygel. Flere af disse instrumenter havde et københavnerpublikum anno 1898 ikke lige for nylig lyttet til.

Hammerich havde også angivet nøjagtigt hvilke instrumenter, der blev spillet på - byggerens navn og datering. Og så havde han fået en række kendte musikere til at medvirke. Dirigenten for Tivoliorkestret, den internationalt kendte fløjtenist Joachim Andersen spillede på tværfløjte, guitaristen Adolph Eggers spillede på lut, kapelmester Frederik Rung og kgl. kapelmusikus Johannes Schiørring spillede viola d'amore og en anden kapelmusiker, Ernst Høeberg, spillede gambe. Pianisten August Winding spillede på J.P.E. Hartmanns flygel. Derudover medvirkede flere kendte sangere, deriblandt Algot Lange og Helge Nissen, og endelig fik Hammerich sin kone, pianisten Golla Hammerich, til at spille klavichord og cembalo.

Musikerne

Det var jo fine navne, der så godt ud på et program. Men hvor mange af dem havde rent faktisk prøvet at spille på deres tildelte instrument før?

Eggers var guitarist og virkede især som pædagog, men ikke væsentligt som udøvende musiker, og vi ved ikke noget om, at han kendte til lutten som instrument. Ernst Høeberg var cellist og spillede normalt ikke gambe, men da gamben her var bestrenget som en cello, gik det nok. Golla Hammerich var pianist, men spillede her både cembalo og klavichord. Det var særligt kuriøst, at hun kunne spille Bachs præludium i C-dur fra Das wohltemperierte Clavier på det H.A. Hass-cembalo fra 1723, som stadig er et af Musikhistorisk Museums klenodier. Det klang, stod der i avisen, "saa ægte og uforfalsket, uden Gounodsk 'Ave-Maria-Meditation' og just klingende saaledes, som Bach havde tænkt sig det og selv hørt det. For Komposition og Instrumentet er lige gamle".

Joachim Andersen var godt nok en international kendt fløjtenist, men en tungelammelse gjorde, at han fra 1895 måtte lægge sit instrument på hylden og nu kun optrådte som dirigent. Og så skulle han spille på en fløjte fra begyndelsen af 1800-tallet med en hel anden mekanik, end han var vant til. Han var på en udsat post, og det kunne godt høres ifølge anmeldelserne.

August Winding var til gengæld en habil pianist, og han satte den betingelse for sin optræden, at han ville spille "paa det bedste Instrument, jeg kan finde, og ikke paa et gammelt Kuriosum". Så han fik Hartmanns Andreas Marschall-flygel og præsterede en fin udførelse af nogle Kuhlau-variationer. Også Frederik Rung var hjemme på sit instrument, viola d'amore - et instrument han havde haft og spillet på i adskillige år.

En fin og praktisk reklame

Så på trods af disse indvendinger havde Hammerich skabt en fin og praktisk reklame for samlingen, på tre planer, mente han selv: som en æstetisk nydelse, en autentisk fremførelse og en kuriøs præsentation. Han måtte veje disse aspekter mod hinanden både i et hensyn til publikum og til sit eget ry som videnskabsmand. Han valgte så at sætte det kuriøse i højsædet og få så mange instrumenter som muligt præsenteret. Den æstetiske nydelse var nogenlunde sikret ved de fremtrædende musikere, selv om flere af dem ikke var vant til at spille på deres instrument. Det autentiske måtte så træde lidt i baggrunden. Det var dog forholdsvis almindeligt også i udlandet, og der var heller ingen københavnere, der kendte til opførelsespraksis. Til gengæld ville publikum gerne - foruden det kuriøse - have en klang, som de var nogenlunde vant til - f.eks. en vis volumen.

Det skulle altså se gammelt ud, og der skulle være mange instrumenter. Koncerten skulle både give publikum en ide om museets muligheder og samtidig falde i deres smag. Så videnskabsmanden Hammerich måtte træde lidt i baggrunden, men det har nok ikke generet ham så meget. For selv om han har udgivet et fint katalog over samlingen i 1909, har han ikke skrevet specialstudier af nogen af museets instrumenter eller beskæftiget sig med opførelsespraksis overhovedet. Så det var anmelderen og formidleren Hammerich, der trådte i karakter ved denne koncert. Og publikum var meget begejstrede.

Kenderen

På nær én, som han ikke havde taget i ed: frøken Hortense Panum. Hun var datter af den kendte læge Peter Ludvig Panum, så hun vidste godt, hvordan man studerede, og hendes hovedinteresse var musik, nærmere bestemt tidlige strengeinstrumenter. Hun havde rejst i det meste af Europa på jagt efter oplysninger om tidlig musikhistorie og havde været til flere historiske koncerter. I København underviste hun som lærer i teori og musikhistorie, og hendes studier udmundede i 1915-31 i et trebinds værk med titlen Middelalderens Strengeinstrumenter og deres Forløbere i Oldtiden. Så hun var helt på hjemmebane, når hun fremkom med sin kritik af koncerten.

Det var især strengeinstrumenterne, hendes øje faldt på. "De Instrumenter, der ved denne Lejlighed benyttedes, var begge mere og mindre uægte Repræsentanter for den gamle, historiske Luth". Både stemningen og antallet af strenge havde gjort Eggers' lutinstrument fra 1688 til en slags guitar, og derudover spillede han på en svensklut fra 1800-tallet til Bach-arien. Akkompagnementet til de franske folkesange, der blev præsenteret, var af Eggers selv "alene for at kunne pynte koncerten ved en Lutopførelse". Også den ombyggede gambe fik en tur. Hortense Panum ankede især over, at man ikke vedgik, at instrumentsamlingen jo var helt ny og ikke kunne omfatte alle typer instrumenter og derfor holdt sig alene til de originaler, man havde.

Svaret

Hammerich for straks i blækhuset. Gamber og lutter er jo stadig disse instrumenter, selv om de bliver lidt ombygget, og desuden kunne han ikke skaffe rigtige lutenister og gambister i landet. Det ville også have været svært i udlandet. Derudover skrev han, at "Formaalet for den historiske Koncert var naturligvis ikke at give en videnskabelig Universitets-Konference, men derimod at slaa til Lyd for og skaffe Midler til en god Sag og saa indrette alt saa godt og rigtigt og smukt som muligt. " Det var også godt nok, hvis Hammerich ikke tidligere havde slået så meget på det autentiske. For Hortense Panum var sagen et hjertebarn, og hun sendte gladeligt sin artikel rundt til flere af sine venner, deriblandt Carl Nielsen. Sagen fik dog ikke den store indflydelse, men der blev desværre aldrig noget hjerteligt forhold mellem de to største danske kapaciteter på instrumentområdet omkring 1900.

Øvrige koncerter

Man ved desværre ikke så meget om koncertvirksomheden på Musikhistorisk Museum i det første tiår efter åbningen. Til gengæld var der mange foredrag med indlagt musik. Hammerich var f.eks. meget glad for at formidle museets instrumenter, ikke bare i museets eget regi, men også på universitetet og flere andre steder. "Hvor ejendommelige er saaledes ikke de javanske Rasleinstrumenter (Anklung), fremstillet af tilskaarne Bambusstænger. Professor Hammerich demonstrede, hvorledes f.eks. Raadhusklokkernes Melodier kunne trylles frem af disse mærkelige Pindegærder". Man ved også, at Hortense Panum holdt sådanne foredrag bl.a. på Folkeuniversitetet og byens forskellige konservatorier, og enkelte gange lykkedes det hende at låne et instrument på museet. Også pianisten Ina Lange, som havde specialiseret sig i cembalospil, optrådte med datidige kostumer, og hun lånte et af Claudius' små spinetter til koncerter flere steder i Europa.

En af de få koncerter, der dog findes belæg for på museet, er også af mere populær art, nemlig i april 1898 med den svenske troubadour Sven Scholander, der oplevede en enorm popularitet på dette tidspunkt. Han spillede på guitar og svensklut og akkompagnerede sig selv til Bellman-sange og franske folkesange, men spillede ikke på instrumenterne som soloinstrument. Det var f.eks. guitaren ikke nær eksotisk nok til omkring 1900.

Efterhånden har billedet ændret sig op gennem 1900-tallet, og især i anden halvdel af århundredet har man i stigende grad fokuseret på det autentiske, både instrumentmæssigt og med hensyn til opførelsespraksis. Og holdningen har helt klart ændret sig, for i dag er vi godt klar over, at nutidens publikum ikke umiddelbart kan sætte sig ind i, "hvorledes de gamle Mestres Musik i Virkeligheden har lydt".

Læs mere:

En oversigt over koncerter på Musikhistorisk Museum i denne sæson kan ses på: www.musikhistoriskmuseum.dk/kalender.htm
Programmer, avisomtaler og arkivalier omkring de første koncerter findes på Musikhistorisk Museum
Angul Hammerichs breve og programsamling findes på Det Kongelige Bibliotek
En uddybende artikel om emnet ledsaget af flere bibliografiske henvisninger og illustrationer kan findes i forfatterens "'Disse Monumenter ere jo ikke Stene'. De tidligste historiske koncerter på Musikhistorisk Museum", Musikkens Tjenere: Instrument - Forsker - Musiker. Musikhistorisk Museum & Carl Claudius' Samling 1898-1998, København 1998, s. 33-69