ISSN 1602-4990

Artisteri i Gøteborg

Betragtninger over IAML-konferencen 18.-23. juni 2006

Tekst af: Tove Lohsien, Aalborg universitetsbibliotek

Huset "Artisten", som rummer Musikhøjskolen ved Gøteborgs Universitet, dannede en perfekt ramme om IAML-konferencen anno 2006.

Konferencen var i år et joint venture mellem IAML, IAMIC (International Association of Music Information Centres)(andre lande har heldigvis ikke mistet deres MIC- er) og, for første gang, IMS (International Musicological Society).

Over 400 personer fra hele verden, de fleste gengangere og mere eller mindre gråsprængte, havde sat hinanden stævne, og vore svenske værter formåede, ved gennemarbejdet planlægning og flot arbejde under hele konferencen, at få den tunge maskine til at fungere velsmurt hele ugen.

Når det er sagt, kan jeg heller ikke komme udenom at notere at IAML som organisation fremstår som mere og mere stivnet og traditionsbunden, en organisation som ikke har meget appeal til nutidens unge/yngre musikbibliotekarer og forskningsbibliotekarer, og det må der nødvendigvis gøres noget ved, hvis IAML skal have nogen fremtid.
En sag som vi i den danske bestyrelse har tænkt os at gøre noget ved allerede i efteråret, hvor vi sammen med den norske bestyrelse fremsender en række vidtrækkende ændringsforslag til IAML-bestyrelsen. Men mere om dette her i bladet på et senere tidspunkt.

Konferencen i Gøteborg blev søndag aften skudt i gang med et brag af en koncert da et af Sveriges bedste kor, Pro Musica Chamber Choir, med korlederen Jan Yngwe, indtog scenen. Med en suveræn præstation betog koret hele tilhørerskaren med et program bestående fortrinsvis af nyere korsatser bl.a. Per Nørgårds "Wiegen Lied".
Koncerten kom for mig til at stå som en af ugens stærkeste oplevelser.
Læs mere om koret og dets CD-udgivelser her: www.promusica.nu

Ugen igennem blev vi præsenterede for en lang række sessions, en del ganske spændende og indholdsrige, andre så elendige at de burde være blevet stoppet af enhver kvalitetsvurdering - hermed nok om den sidste gruppe !

Danmark stod for to glimrende oplæg:

Niels Krabbe fra det Kgl. Bibliotek holdt et både interessant og informativt oplæg om den skiftende opfattelse af Danmarks "uspolerede natursøn", Carl Nielsen. Foredragets fokus var den trykte Carl Nielsen forskning fra 1931-2006.

I folkebiblioteksregi deltog Ole Bisbjerg i et fællesnordisk oplæg om netmusikken i de pågældende lande.
Sverige bruger i den forbindelse Naxos Music Library. En pessimistisk Ann Kunish, Norge, fortalte om Låtlån og de endeløse diskussioner, der er ved at kvæle projektet. Ole Bisbjerg, Statsbiblioteket, fortalte om den kommende relancering af Netmusikken i Danmark.

Onsdag eftermiddag/aften stod vanen tro på sight seeing.
Jeg deltog på den interessante og spændende tur til Tanum/Tanumshede, hvor vi både så og hørte om de berømte helleristninger og om bronzealderen i det hele taget.
Vores særdeles dygtige guide, forstod virkelig at levendegøre fortiden for os. Et besøg ved helleristningerne i Tanum kan stærkt anbefales; stedet er i øvrigt kommet med på Unesco's World Heritage List.
Se mere her: www.vitlyckemuseum.se
her: myra.nu/hallristtanum.html
og her: en.wikipedia.org/wiki/tanumshede
Hjemturen foregik langs Bohuslän's smukke skærgård med enkelte stop i de små fiskerlandsbyer.

Men nu tilbage til det faglige program.
Den årlige afrapportering fra RILM blev som vanligt givet af chefredaktøren, Barbara Dobbs Mackenzie, og det var en tilfreds chefredaktør vi hørte i RILMs 40-års jubilæumsår:
Økonomien er god - Der er ikke længere nogen forsinkelse - Der er i de sidste 12 måneder indtastet hele 30.498 poster - Endelig kunne hun fortælle, at der i løbet af efteråret vil blive tilføjet ikke-engelske abstracts på originalsprog.
Læs: mere om RILM her: www.rilm.org

Når vi nu er inde på de såkaldte R-projekter skal RIPM også omtales, idet dette projekt om halvandet til to år vil offentliggøre en meget, meget spændende fuldtekst database "RIPM Online Archive of Music Periodicals" Basen blev glimrende demonstreret af RIPMs grundlægger, den karismatiske H. Robert Cohen.
Basens hovedmål er med hans egne ord: "Preserving - documenting - providing unique access to western musical history & culture 1800-1950" Hovedfeltet bliver således det 19. århundrede, hvor basen JSTOR, som er tilgængelig fra de fleste danske forskningsbiblioteker, er det 20. århundrede. Basen ideholder indtil nu over 500.000 annoterede poster ! RIPM får, som RILM, flere platforme, bl.a. OCLC First Search og Ebsco.
Læs mere om RIPM her: www.ripm.org

En af de sessions, jeg personlig synes, var mest interessant var "How to introduce Naxos Music Library titles to online public access catalogues - the Lingnan University Library experience" præsenteret af Patrick Lo og Owen Tam (Lingnan Univ. Libr., Hong Kong).
De to unge mænd har skabt et program til at konvertere Naxos excel-filer til Marc poster.
De godt 7000 poster blev på 11 arbejdsdage overført til bibliotekets base, således at hver fil er søgbar direkte i bibliotekets OPAC. Programmet kan frit benyttes af andre biblioteker, som ønsker at bruge Naxos Music Library.
Patrick Lo og Owen Tam er inviteret til IFLA kongressen i Seoul i august i år for at holde samme foredrag og deres oplæg kan ses her: ifla.org/IV/ifla72/papers/123-Tam_Lo-en.pdf

Link til Lingnan University - Digital Library findes her: library.ln.edu.hk/webpac
En søgning på Naxos giver p.t. 7310 musikfiler, som registrerede brugere kan lytte til.

Der var mange andre sessions på årets IAML konference, som det var værd at lytte til, og som gav mig ny viden med hjem til mit musikarbejde på Aalborg Universitetsbibliotek.
Lidt ærgerligt, at vi var så få danskere (7 stk. ud af mere end 400 deltagere!) og lidt ærgerligt at ingen benyttede sig af DMBFs tilbud om økonomisk tilskud til deltagelse i Gøteborg. Næste års IAML-konference er i Sydney, nok for langt for de fleste af os.

Jeg vil til gengæld slutte af med at reklamere lidt for en anden konference, som holdes næste år i Helsinki, Finland. Det drejer sig om "The 2nd Baltic-Nordic Music Library Meeting" Helsinki, 30.-31. august 2007.
Deltagelse er gratis så klik ind her og læs mere:
lib.helsinki.fi/english/libraries/viola/MPL2007

Redaktion:   Jane Mariegaard, Karin Tofte-Hansen & Søren Svane Hansen
XHTML Strict