Herfra hvor vi står

Tekst af: Steffen Kronborg, bibliotekerne i Søllerød

Inden for et par måneder har mit bibliotek, Bibliotekerne i Søllerød, udarbejdet og udsendt to små musikfoldere om rockmusik: "Rockmusikkens ABC" og "Rockmusikken i 14 korte sange" - begge i halvt A4-format (på den høje led).
Begge foldere er blevet til for sjov - og for at sætte fokus på vores materialer på en lidt anderledes måde.

Modtagelsen af de to foldere i lokalpressen (og andre steder) har imidlertid været meget forskellig.
"Rockmusikkens ABC", som var en folder med korte præsentationer af 25 markante rocknavne med alfabetet som ordningskriterium, døde en smuk død i stilhed i lokalpressen, mens "Rockmusikken i 14 korte sange" både fik forsideomtale i avisen og en stort opsat artikel inde i bladet. Desuden fandt folderen vej til hjemmesiden Musikbibliotek.dk.

Indholdet i de to foldere var af nogenlunde samme karakter, men den nyeste af folderne var - lidt på skrømt - hæftet op på Kulturministeriets kanonliste som referenceramme, og der er ingen tvivl om, at det var netop den forbindelse, som gav pote rent pressedækningsmæssigt. Kanon er et plus-ord i disse dage - alt, hvad der smager af kanon, er tilsyneladende interessant. Men hvorfor forholder det sig sådan? Hvorfor er folk så optaget af kanondiskussionen?

Som jeg ser det, er en kanon i høj grad (primært?) en markering af kanonkonstruktørens tilstedeværelse: "Jeg var der!", siger kanonen med høj røst og fungerer dermed som en art selvbekræftelse for udarbejderen af samme kanon. En kanon er altid subjektiv, det kan der næppe være tvivl om. Men samtidig gælder det jo, at en kanon aldrig kun er subjektiv - i hvert fald, hvis den skal have interesse for andre end kanonudarbejderen selv.
Kanonen skal have en større eller mindre grad af repræsentativitet, hvis den skal kunne sige nogen noget; der er tale om den klassiske balancegang mellem det personlige og det private.

Søllerøds rockfolder har naturligvis ingen som helst seriøse kanonambitioner. Det drejer sig om én persons (undertegnedes) udvalg af 14 sange, som tilsammen "fortæller rockmusikkens historie gennem to årtier, der blev afgørende for musikkens udvikling". Listen er helt indlysende stærkt subjektiv - men har dog det til fælles med den gode kanonliste, at den tilstræber et vist mål af repræsentativitet i forbindelse med sit emne: rockmusikken fra 1956 til 1976. Om denne bestræbelse er lykkedes, må andre dømme om. Men uanset hvad, har folderen med de 14 sange opfyldt et andet formål, som også ligger i kanonkonceptet: at inspirere til diskussion om, hvorfor det foreliggende udvalg af titler (ikke) er repræsentativt. Og det er jo godt nok.

Kulturministeriets kanonudvalg for populærmusik har opnået den samme effekt som Søllerøds lille folder: at skabe debat. At udvalget af titler i den officielle kanon er subjektivt, behøver man ikke at diskutere - det er det helt oplagt, og ydermere er det tydeligt, at udvalget bærer udvalgsmedlemmet Torben Billes tydelige fingeraftryk. Det er fint nok. Men fingeraftrykket er desværre nok blevet så kraftigt, at balancen mellem det personlige og det private er ved at tippe over til fordel for det private. Og det er måske knap så fint.

Som nævnt ovenfor bør en kanonliste have en vis repræsentativitet for at kunne bruges til noget. Hvis der er for store huller i listen, eller den har en lidt for stor slagside i en eller anden retning, bliver den uinteressant og er ikke engang brugbar som udgangspunkt for en diskussion. Sådan ser Kulturministeriets kanonliste desværre ud for undertegnede, og det er ærgerligt, for det er et udtryk for, at udvalgsmedlemmerne ikke har formået at hæve sig op over deres stof og ladet de personlige sym- og antipatier holde sig lidt i baggrunden. Og så kommer listen til at befinde sig på grænsen til privatsfæren og bliver lidt ligegyldig.

Helt konkret vil jeg nøjes med at pege på to iøjnefaldende udeladelser, som udvalget faktisk selv er klar over, men som man altså ikke har evnet at råde bod på. Det drejer sig om udeladelsen af to milepæle i den danske rockmusiks historie, som ikke er til at komme uden om i en kanon - eller i hvert fald ikke burde være til at komme uden om. Steppeulvenes "Hip" og Skousen & Ingemanns "Herfra hvor vi står" indvarsler begge på hver sin måde et paradigmeskift i rockmusikken, og begge plader lever stadig i bedste velgående den dag i dag.

At kanonudvalget prøver at komme uden om de to udgivelser med nogle uforpligtende bemærkninger om, at nogle af de udeladte navne på listen nærmest er tidløse og derfor ikke egner sig til at spejle nutiden, må i bedste fald affærdiges som udenomssnak, i værste fald som rent sludder. En kanonliste skal indeholde værker, der "i særlig høj grad har kunnet give kunstneriske oplevelser til stadig nye generationer" (fra kommissoriets tekst) - og her hører de to anførte titler naturligt hjemme (ikke mindst i sammenligning med flere af de medtagne titler - men det vil føre for vidt at komme ind på her).

Det er lidt trist, at det officielle Danmark, herfra hvor vi p.t. står, åbenbart ikke længere kan få øje på Peter Ingemanns og Niels Skousens eksistentielle sange. Men det bliver sangene ikke dårligere af, og heldigvis har det jo altid været sådan, at god kvalitet lever længere end ligegyldigheder eller dårlig kvalitet. Så mon ikke også det går sådan denne gang? Som Niels Skousen selv udtrykker det i sin titelsang fra det ikke-kanoniserede album: "Nu breder morgenlyset sig ud/ med alt hvad det dækker af/ her skal der lægges noget til/ og der skal der trækkes noget fra."
Godt set og godt sagt, Skousen!

Se også: www.musikbibliotek.dk/10036