Høringssvar om Karenstid
fra DMBF
Århus d. 27. november 2004
Kulturministeriet
Karenstid - i bedste fald en tom gestus!
Sværere tider for vækstlaget i dansk musikliv!
Forbud og restriktioner som forslaget om karenstid implicerer, er næppe god konservativ politik.
Forslaget skaber en masse administration med deraf afledte flere omkostninger. Samtidig vil især
bibliotekerne, men også pladebranchen skulle bruge mange ekstra ressourcer på at holde øje med
karenstidens udløb. Hvordan forklarer man, at nye bøger ikke også må vente fire måneder, fordi
forlagene skal støttes, når nu medierne i øvrigt er ligestillet i den nye bibliotekslov.
Kulturministeren har jo selv udtalt, at den danske bog bør støttes.
Samtidig har hovedformålet - at støtte pladebranchen - i bedste fald ingen effekt eller i værste fald
den stik modsatte effekt! Karenstiden stopper ikke ulovlig kopiering af musik. Folk skaffer den bare
ad private kanaler i stedet for.
Danske biblioteker sikrer gennem deres indkøb, at dansk musik har et lokalt forankret
udstillingsvindue. Folkebibliotekerne er det eneste udstillingsvindue, som pladebranchen har
udenfor de allerstørste byer. Samtidig yder bibliotekerne et stort formidlingsarbejde på Internettet
for branche, komponister og musikere. Der er mange eksempler på, at mindre pladeforhandlere
sender deres kunder på biblioteket for at få "slået en titel op", som de ikke selv kan finde. Se også
på musikportalerne: Musikbibliotek.dk, Det Virtuelle Musikbibliotek og på folkebibliotekernes
hjemmesider.
Karenstiden betyder at biblioteker ikke længere kan være helt aktuelle. Det betyder, at en lang
række udgivelser ikke længere bliver indkøbt og formidlet, ganske enkelt fordi de ikke længere er
aktuelle. Årstidsbestemte udgivelser som julekalendere for børn vil helt blive fravalgte. Samtidig
falder det økonomiske grundlag for en række danske udgivelser helt eller delvist bort. Samlet set er
danske bibliotekers indkøb af musik en ganske stor indsprøjtning til musikbranchen. Beløbet vil
helt naturligt blive væsentligt mindre, når aktuelle titler må fravælges.
Dansk Musik Biblioteks Forening foreslår, at §13 tages ud af bekendtgørelsen. Det vil koste mange
penge både i branchen, blandt private og alternative udgivere og i kommunerne at administrere
ordningen, som rejser flere spørgsmål end den løser, og som giver det formidlingsarbejde, som
folkebibliotekerne står for, væsentligt sværere betingelser.
I øvrigt undrer vi os over, at udkastet til ændring i bekendtgørelse ikke er ledsaget af et økonomisk
overslag over, hvad ændringsforslagene vil koste. Det er ellers det normale, når der fremsættes
forslag om nye love eller ændrede bekendtgørelser. Vi vil gerne efterlyse en sådan oversigt, så vi
har et relevant grundlag at vurdere ud fra.
I stedet for at bruge tid og penge på yderligere administration, forbud og restriktioner burde
branche, organisationer og biblioteker samarbejde om at begrænse ulovlig kopiering og på at
promovere dansk musik i bred forstand. Et samarbejde som allerede har taget sin begyndelse
gennem Bibliotekernes Netmusik og Phonofile. Samarbejdet kan forstærkes ved at tage initiativ til
at mødes og diskutere udvikling frem for afvikling, forbud og restriktioner.
Dansk Musik Biblioteks Forening tager med glæde initiativ til og del i et sådant styrket samarbejde.
Med venlig hilsen
Ole Bisbjerg
Dansk Musik Biblioteks Forening
Se også:
"7 argumenter imod indførelse af karenstid på musik"
[MusikListen] Karenstid - Reaktioner efterlyses
[MusikListen] Reaktioner på høringsvar om karenstid