MusikBIB
Dmbf
Forside
Om DMBF
Medlemskab
Årsrapport
Bestyrelsen
Vedtægter
Kursusliste
MusikListen
Om IAML
Links
MusikListen
Musikken i den nye kunststøttestruktur
Tekst af: Bodil Høgh, international projektkoordinator, Kunststyrelsens musikcenter
Kunstrådet
I 2003 vedtog Folketinget at oprette et nyt organ, Kunstrådet, der skal afstikke de overordnede retningslinjer for støtten til dansk kunst nationalt og internationalt.
Kunstrådet tager sig af billedkunst, litteratur, musik og scenekunst samt grænseoverskridende kunstformer, der kan sidestilles hermed. De tidligere love på de enkelte kunstområder gælder stadig, men er blevet justeret.
Til hvert af de fire områder er der knyttet et udvalg under Kunstrådet, for musikkens vedkommende Musikudvalget. Udvalget yder økonomisk støtte bl.a. til musikskoler, festivaler, spillesteder, musikforeninger, transport, professionelle orkestre og ensembler samt til international musikudveksling. I praksis uddeles en del af støtten gennem en række faglige, genrespecifikke organisationer; det gælder for eksempel støtte til præsentation af rytmisk musik i udlandet.
Nye puljer
For perioden 2004-08 har Kulturministeriet igangsat to særlige handlingsplaner under overskrifterne "Liv i musikken" og "Nye musikpolitiske initiativer".
Initiativerne omfatter bl.a. musikeksport, musikformidling, styrkelse af det rytmiske musikliv og større fokus på talentplejen inden for den klassiske musik.
Kunstfond og kunstråd
Det danske kunststøttesystem omfatter i dag to sidestillede organer, Statens Kunstfond, oprettet ved lov i 1964, og Kunstrådet. Statens Kunstfond giver støtte til skabende kunstnere inden for alle kunstneriske udtryksformer, mens Kunstrådet fremmer det nationale og det internationale kulturarbejde gennem støtte til produktion og formidling af billedkunst, litteratur, musik og scenekunst.
Kunststyrelsen
Kunststyrelsen blev oprettet i 2003 ved en sammenlægning af forskellige institutioner, herunder de tidligere sekretariater for de kunstfaglige råd og Statens Kunstfond samt tre informationscentre, herunder MIC - Dansk Musik Informations Center. Kunststyrelsen er en administrativ enhed under Kulturministeriet, der administrerer de kunstneriske støtteordninger under kunstfonden og kunstrådet og fungerer som sekretariat for disse organer og deres kunstfaglige udvalg.
En anden opgave for Kunststyrelsen er at varetage koordinering og praktisk udførelse af initiativer inden for kulturudveksling mellem Danmark og udlandet. Dette sker i et samarbejde mellem Kulturministeriet, Udenrigsministeriet og Kunstrådet. Et af aspekterne her er at præsentere Danmark udadtil som kulturnation bl.a. i samspil med Danmarks ambassader og generalkonsulater og Det Danske Kulturinstituts afdelinger i udlandet.
Musikcentret
Musikcentret har til opgave at varetage alle forhold vedrørende musik inden for Kunststyrelsens område. Opgaverne omfatter dermed:
- Sekretariatsbistand for Kunstrådet og dets Musikudvalg
- Sekretariatsbistand for to af Statens Kundstfonds udvalg:
- Tonekunstudvalget for den klassiske musik
- Tonekunstudvalget for den rytmiske musik
- Administration og vejledning vedr.kunststøtteordninger inden for musikområdet
- Varetagelse af det internationale kultursamarbejde inden for musikområdet
- Vejledning på musikskoleområdet (musikskolekonsulenten)
International musikudveksling
Musikcentret er koordinator for en række internationale aktiviteter på musikområdet og fungerer som operatør for blandt andet Kunstrådets selvstændige initiatiativer på området. Centrets opgaver omfatter:
- Dansk deltagelse på internationale musikmesser rundt om i verden
- Medvirken i andre officielle kulturprojekter i udlandet
- Programmer for besøgende udenlandske journalister
- Besvarelse af henvendelser
- Drift af musikinformationssiden www.DanishMusic.info
Aktivitetsplanen 2006-07 omfatter:
- Organisering af dansk stand på MIDEM, januar 2007
- Organisering af dansk stand på PopKomm i Berlin, september 2007
- Koordinering af musikdelen af Kunstrådets New York-projekt
- NORDMIC Meeting, Island, maj 2006
- IAMIC Annual Meeting, New Zealand juni 2007
- Koncert i forbindelse med Willumsen-udstillingen i Paris 2006