ISSN 1602-4990

Kunststøtte-strukturen

Tekst af: Erling Dujardin,musikbibliotekar på Frederiksberg Bibliotek

Endelig version af artiklen. I det trykte blad kom der ved en fejl en kladdeudgave med, som ikke var identisk med den endelige udgave.

Efter DMBF's generalforsamling fortalte Bodil Høgh om den nye kunststøttestruktur, med særlig fokus på musikdelen.

Bodil Høgh har en uddannelse som musikbibliotekar, men har stort set hele tiden været ansat i det daværende Musikinformationscenter, MIC. Her arbejdede hun med international formidling af dansk musik. Da den nye regering trådte til, kom musikken til at leve meget usikkert. Sammen med andre kunstarter (undtagelserne er filmkunst, arkitektur og design) blev den lagt sammen under et fælles Kunstråd. Det var så på en måde Kunstrådet, der blev "redningen" for MIC. Andetsteds i bladet er der en uddybende artikel om Musikken i den nye kunststøttestruktur.

Sammmenlægningen af kunstarterne skulle give besparelser på sekretariatsplan og fælles synergi. Der er en formand for hver af de 4 kunstarter – ud over musik er det scenekunst, billedkunst og litteratur. Men disse formænd er udpeget af et fælles repræsentantskab og kulturministeriet. Man må håbe, de vælger nogen med specialviden om den pågældende kunstart.

Ud over det fælles Kunstråd findes Kunstfonden, med underudvalgene, de såkaldte "tonekunstudvalg" for hhv. klassisk og rytmisk musik. Ligesom det nu lukkede MIC er Kunstfonden en gammel institution, som efter fusionen er spredt for i de forskellige centre i Kunststyrelsen. Som en tommelfingerregel støtter Kunstfonden de skabende, mens Kunstrådet støtter de udøvende kunstnere, institutioner, formidling m.m.

Den detaljerede faglige ekspertise findes i dag hos "genreorganisationerne". Musikcentrets rolle er mere koordinerende og samlende.

Men hvem arbejder egentlig med hvad inden for det internationale arbejde?

Internationalt musikarbejde

Der er 3 overordnede områder:

  1. Musikeksport
  2. Kvalitativ formidling
  3. International musikinformation

Musikeksport. Den er stigende, men generelt går det dårligt for branchen. Der er nu kommet tilskud til pladeproduktion, promotion m.m.

Kvalitativ formidling. Varetages af Kunstrådet sammen med genreorganisationerne (f.eks. ROSA).

International musikinformation. Skal primært varetages via hjemmesider.

Danishmusic.info

Hovedkilden er den engelsksprogede hjemmeside danishmusic.info – målgruppen er musikinteresserede i udlandet. Men selv om målgruppen primært er uden for landets grænser, findes en del sider alligevel med dansk paralleltekst. Der arbejdes på en særlig hjemmeside for den dansksprogede del. Der vil komme kortvarige lydprøver med på den engelske side.

Som det vil fremgå, har siden en tredelt opbygning med nyheder og en god søgefunktion. Man kan søge på ord, genrer og emner. Det med genrerne er lidt af et problem, for genreorganisationerne har ikke ressourcer nok til at vedligeholde deres del. Men f.eks. på jazzdelen kan man stadig se en oversigt over organiseringen af området.

Når siden er færdigudbygget, skal den omfatte musikorganisationer, festivaler, priser og noder med dansk musik – samt hvor de kan købes.

Musikprofilerne kommer fra Danmarks Radio – her kan man altså finde den danske version – det er en oversættelse, der bringes på danishmusic.info. Ordningen med Danmarks Radio har betydet en rigtig god informationsside om rock/pop, men medfører på den anden side, at der mangler danske musikprofiler på områderne folkemusik, verdensmusik og jazz – de må udarbejdes på anden vis. 4 medarbejdere i Kunststyrelsen vedligeholder hjemmesiden – men input fra genreorganisationerne mangler mere og mere.

Kunst.dk

Kunststyrelsens hjemmeside, kunststyrelsen.dk, blev oprindelig opbygget af Bendt Viinholt Nielsen. Den er nu ved at blive integreret i en helt ny hjemmeside, kunst.dk, hvor man vil samle informationer fra de tre hovedorganer (Kunstfonden, Kunstrådet og Kunststyrelsen). Den er god at huske i det daglige arbejde i musikbibliotekerne: det er her, man fremover skal finde en samlet oversigt over kriterier for musikstøtte, ansøgningsfrister og ansøgningsskemaerne i den forbindelse. I skrivende stund manglede endnu linket til musikdelen på www.kunststyrelsen.dk/344000c. Denne side vil være mere rettet mod det danske musikliv, bl.a. opprioriteres musikskolerne med tilskud.

Det er ikke, fordi der ydes flere penge i tilskud – det bliver blot fordelt anderledes. Man vil satse på talentudvikling i musikskolerne og deres indkøb af mere usædvanlige instrumenter. Desuden fremmes musikeksport og fødekæden. Man har blot "glemt" at dyrtidsregulere det samlede tilskud.

Kunststyrelsen skal koncentrere sig om organisering af dansk stand på musikmesserne MIDEM i Cannes og POPKOMM i Berlin. Til arbejdsområdet hører også underbygning af statslige initiativer i udlandet. Danske kunstnere skal kunne søge midler til at komme i dialog med ligesindede i udlandet på deres egne betingelser – men hvad har de behov for?

Desuden støtter man danske kunstnere i udlandet samt udenlandske kunstnere, som kommer til Danmark. Bodil opfordrede også danske biblioteker til at linke til den udenlandske musikdel, så den kan blive brugt mere. Man kan også tænke den ind i DMBFs elektroniske konference.

Musikeksemplerne er et kapitel for sig. Som nævnt er de på vej, men det er en lang og sej proces. Phonofile vil ikke være med, fordi der ingen penge er i det, så Kunststyrelsens medarbejdere må selv skrive tekst og lægge eksempler ind. Ligeledes vil en præsentation af det danske – og udgåede – bagkatalog være en god ting. Og selv om det drejer sig om promovering, er der ingen vej udenom: KODA skal også have afgifter for musikeksempler af 45 sekunders varighed. ROSA går med lignende tanker, men i øvrigt kniber det med et formaliseret samarbejde mellem alle interesserede parter på området. Der arbejdes dog på det.

Kunstrådet og Kunstfonden har ikke direkte noget med biblioteker at gøre – de finansieres direkte af kulturministeriet. Den mest interessante danske del står den tidligere MIC-del af Kunststyrelsen for.

Redaktion:   Jane Mariegaard, Karin Tofte-Hansen & Søren Svane Hansen
XHTML Strict