Musik er sundt

Tekst af: Kirsten Voss, dmbf

Fra det hedengangne Repræsentantskab for Statens Musikråd har jeg bl. a. bibeholdt min interesse for Amatørmusikkonsulentens virke. Jeg læser altid Steen Lindholms Månedsbrev og finder der en entusiasme og glæde ved musik, som jeg sympatiserer med.

I novemberbrevet er der bl.a. disse betragtninger, som endnu engang bestyrker min faste overbevisning om at musik er sundt. Da dette emne ligger i klar forlængelse af DMBFs nyligt afholdte temadag: Hvor går musikken hen, når den går ind (refereret i dette nr. af MusikBIB) har jeg fået Steen Lindholms tilladelse til at bringe dette citat:

Tekst af: Steen Lindholm

I sidste uge læste jeg en artikel på den norske nationalradio NRKs nyhedsside på nettet. "Musikk gir bedre helse", lød overskriften. I artiklen berettes om forskellige forsøg, bl.a. fra Pennsylvania i USA, hvor 10 veltrænede mænd i alderen 19-32 år blev sat til at løbe på en trædemølle, 15 minutter med 70% af maksimalt iltoptag. De havde hovedtelefoner på og lyttede til et klassisk program med Royal Philharmonic Orchestra.

Når mændene løb uden musik, blev hjerterytmen højere og mælkesyreproduktionen større. Forskerne forklarer forskellen med, at løberne slapper mere af, når de hører musik, og at dette fører til øget blodtilførsel til musklerne. Töris Theorell er professor ved Karolinska Instituttet i Stockholm, hvor han forsker i stress.

I en undersøgelse fulgte han 16 sangere under en korprøve. Sangerne mente, at de blev både mere energiske og afslappede af at synge. Theorells analyse af deres blod viste da også, at de efterfølgende havde et højere koncentrat af stoffet oksytosin, et hormon, der er smertedæmpende.

Det interessante er også, at der var forskel på amatørers og professionelle sangeres stressniveau. Professor Theorells undersøgelser viser således, at amatørerne blev glade og afslappede under prøven, mens de professionelle var mere teknisk orienterede, hvilket forårsagede en mere anspændt hjertefunktion hos sidstnævnte end hos amatørerne.

Theorell peger på, at menneskekroppen reagerer, når vi hører på eller (især) skaber sang og musik. Han har for nylig gennemført en anden undersøgelse om sammenhængen mellem musik og hormonværdier i blodet. En skoleklasse fik fra et skoleårs begyndelse 60 minutters ekstra musikundervisning pr. uge, en anden klasse fik en times ekstra dataundervisning, mens en kontrolklasse ikke modtog noget tilbud om ekstra undervisning.

Ved slutningen af skoleåret målte professor Theorell lavere indhold af stresshormonet cortison hos de børn, der havde modtaget musikundervisning. I de to andre klasser var niveauet uforandret. En tilsvarende undersøgelse i Schweiz med 50 klasser gav samme resultat: musikundervisningen førte til sænket stress hos hver elev, men viste også, at det bestemt ikke er ligegyldigt, hvilken type musik der anvendes. Hårdtslående musik i kraftig styrke hører formodentlig ikke til den mest afstressende form for musik.

Musikudøvelse har en gunstig indflydelse på legemsfunktionerne, såvel psykisk som fysisk. Det vidste vi, der beskæftiger os med musik, sådan set godt, men det er da interessant også at få det videnskabeligt underbygget. Og det gælder som sagt i højeste grad for det klassiske musikområde og herunder ikke mindst for amatørerne blandt de udøvende.

Denne virkelighed burde kulturpolitikken også forholde sig til.