Mellem avantgarde og tradition

Tekst af: Agneta Mei Hytten, bachelor i musik og dansk, forskningsassistent

Vi har fået en musikkanon for den danske kompositionsmusik, og for de der ikke har det store kendskab til denne genre vil en kulturel kanon af denne art have den positive effekt at døren bliver åbnet til værker, som nu fås på CD, høres ved koncerter og i radio. En musikkanon kan skabe en nysgerrighed, der breder sig som ringe i vandet, når vi får øjnene op for komponister, der ikke er med, og får ørerne op for de mange andre værker, det kunne være givende at høre.

Vil den med andre ord være et springbræt til forøget interesse for et frodigt og mangfoldigt musikkulturelt felt, eller vil den skabe en stram konsensus som skiller får fra bukke?

For musikinteresserede findes nu en "TV kanon" i form af en DVD antologi, som præsenterer de danske komponister på en helt ny måde gennem knap 300 DVDer med musikudsendelser udsendt i dansk TV i perioden 1955-90 og som kan lånes og ses på Statsbiblioteket, Det kgl. Bibliotek og alle offentlige biblioteker.

Ser man på udvalget af værker i vores musikkanon bliver det hurtigt klart, at der for de forskellige epoker er andre komponistprofiler og stor musikalsk originalitet, som ikke er medtaget, men som vi slet ikke kan undvære i forståelsen af den musikkulturelle og den kompositionstekniske udvikling i dansk musik. Og de kunne lige så godt have været med i en kanon!

Per Nørgård nævnes med to værker, 3. symfoni og operaen Nuits des Hommes, mange af hans værker kan høres på CD og ved koncerter i hele landet. Til hans komponistgeneration hører Ib Nørholm, som fyldte 75 år i januar og er blevet fejret med koncerter og uropførelser gennem de seneste måneder. Han har som Per Nørgård været professor i komposition og har haft stor betydning for undervisningen af mange generationer af danske komponister, har været en ivrig og skarp debattør i den danske musikkultur og får til stadighed opført værker af stor originalitet og af høj kunstnerisk værdi. Uden at kende Ib Nørholms indsats vil det ikke være muligt at forstå den vigtige periode i dansk musikliv fra begyndelsen af 1960'erne og frem til i dag, hvor der har fundet en rivende udvikling sted inden for kompositionsmusikken.

Ib Nørholm i TV

Gennem DVD antologien vil det være muligt at stifte bekendtskab med hele denne periode i dansk musikliv og at lære Ib Nørholm og andre danske komponister at kende på helt nye måder i billede og lyd. Ib Nørholm og hans værker optræder i foreløbigt 19 spændende optagelser med fortællinger i dokumentarudsendelser, med omtale af værker i interviewform, gennem udsendelser med eksperimenterende brug af TV mediet, hvor Ib Nørholm og andre komponister er inviteret i studiet (Strofer og marker, op. 33), med 3 af hans operaer (Invitation til skafottet op. 32, Den unge park op. 48, Havemuren op. 68) og mange andre værker. TV antologien følges op af en radioantologi, som er på vej, og begge udspringer af arbejdet i forskningsprojektet Danmarks Radio og den ny kompositionsmusik efter Anden Verdenskrig. På www.vortidsmusik.dk kan interesserede læse mere detaljeret om arbejdet.

Optagelserne kan lånes til gennemsyn på det lokale bibliotek via www.bibliotek.dk, eller ses på Statsbiblioteket og Det Kongelige Bibliotek. Ønsker man at fordybe sig i hans imponerende værkrække af symfonier, operaer, kammer-vokal- og korværker kan man desuden læse i Nørholm-festskriftet "Fluktuationer" (red. Eva Hvidt, M. Andersen, P.E. Rasmussen, Forlaget MAmusik 2001).

Den rastløse avantgardisme - brud og tradition

Ib Nørholm er den danske komponist der mere end nogen anden har gennemlevet - og modtaget inspiration fra - de musikalske og eksistentielle udfordringer som mødet mellem avantgarde og tradition betød, hvilket kan aflæses i værker helt op i 1990'erne. Fra 1959 kom en række nye musikalske udtryksformer og kompositionsteknikker til syne i hans værker i form af brud med konvention, institutioner og genrer og går under betegnelsen avantgardemusik som dækker det udtryksspektrum anno 1959, som bl.a. indbefatter serialisme, elektronisk og konkret musik, aleatorik, collage, sonorisme, happening, instrumentalteater og fluxus. "De retninger var inspirerende og helt nødvendige - i hvert fald for mig!" (udtaler Nørholm i programteksten ved Ars Nova fejringen af ham 16.3.2006).

Nørholms udvikling som komponist er oprindeligt influeret af den tonale og lyriske tradition som fulgte efter Carl Nielsen, og med inspiration fra forbilleder som Vagn Holmboe, Britten og Stravinskij skriver han sin 1. symfoni i 1956-58 og en række sange, der er et bidrag til fornyelse af den danske romancetradition. Om komponistrollen siger han: "Jag är placerad i den gamla komponistrollen att intuitivt förnimma vad som sker, att intuitivt ge uttryck för det". (Nutida Musik 1972/73:11). I værket Varianter, op. 19 (1959) spores nye tendenser i spillestilen på vej væk fra normen i dansk musik i slutningen af 1950'erne, hvor Nørholm foruden sin konservatorieuddannelse tillægger radioudsendelserne Vor tids musik stor betydning for sin udvikling som komponist, da han her stifter bekendtskab med en række internationale komponistnavne som Berio, Stockhausen, Cage, Boulez, Maderna, Castiglioni, Henze og Nono.

Trio op. 22 (1959) den såkaldte "Tabeltrio" er et 5 satset værk for klaver, violin og cello og det første danske prædeterminerede værk, det er skrevet i Webern- inspireret stil (serialisme) og gennem trioens abstrakte figurer med variationer af en tolvtonerække og dens omvending, dannes grundlaget for en frigørelse af det klanglige udtryk. Værket fik foromtale i Politiken af Per Nørgård og blev senere spillet i Vor tids musik d. 16.8.1960. I avisartiklen er det interessant at læse musikernes omtale af ny musik og deres betoning af det store ansvar, de har over for den: "Det var en stor oplevelse for os tre at spille denne trio. Den er en begivenhed, et vendepunkt for mig, fordi arbejdet med værket har bevist, at hvis man går virkelig ind på livet af et stykke ny musik, så giver det sig og bliver 'rigtigt' for en som var det et klassisk værk. Vi musikere har et vanvittigt stort ansvar for den nye musik; hvis man ikke lever sig helt ind i den, dør den mellem fingrene på en, og dør så for tilhøreren med. Nørholms trio har jo ikke melodi som sådan, men alligevel synes vi at vi har 'fundet melodien' - nemlig det liv og den mening, der er i værket. - Det var en stor oplevelse at spille det ..." (Cellist Jørgen Friisholm i Politiken 13.8.1960).

Efter mødet med den internationale avantgarde i Köln og ved internationale feriekurser i Darmstadt 1960 og 1962 fandt Nørholm en udvidelse af sit tekniske, tonale og konstruktive udtryk og der strømmer en række værker fra hans hånd, som bryder med tonalitet og konventioner. I værket Fluktuationer, op. 25, uropført i Århus i 1963 og tildelt den internationale Gaudeamus pris høres improvisation og klangspektrum beslægtet med Ligeti. I forordet til partituret skriver Nørholm om værkstrukturen: " ... den samlede struktur i stykket kan sammenlignes med den vibrerende sitren i birkeløvet eller en hængepil, hvor grenene fluktuerende og uafladeligt følges, tøver, beslutter sig for nye retninger". Værket bekræfter hans evne til seismografisk tydning af omverdenen i dialog med andre kunstværker.

I "Direction: inconnue" (oprindelig titel er Direction: inconnu), op. 26 (1962-64) overskrider han musikkens grænser og er en af de få, som finder inspiration i Fluxusgruppens skandaleombruste gæstespil i 1962. Herefter afprøves grafisk notation i et storslået værk komponeret efter at Nørholm havde set Asger Jorns imponerende treleddede keramikfrise i Århus, Relief I-II, op. 27 (1963). Værkets avantgardetræk ses primært i den frie notation og i dets formdisposition.

I afsøgningen af nye teknikker og udtryksparametre finder Nørholm collagen og brug af citatteknik og afprøver disse i Serenade til Cincinnatus, op. 28, som er et forstudie til den originale TV opera Invitation til skafottet, op. 32, uropført i dansk fjernsyn 1967. Serenaden benytter øjenskabeloner indklæbet i partituret, og disse huller kan tolkes som symboler på konformitet og konvention, der kigger ind i værket i form af brudstykker af kendte serenader af bl.a. Mozart og Dvoràk. Værket har en usædvanlig instrumentation i form af flasker, metronomer, æolsharper, mundharmonikaer og radiomodtagere, der åbnes på tilfældige bølgelængder, et lån fra John Cage, og dirigenten har en usædvanlig solistisk rolle - noteret i partituret. Denne dirigent medspillen ses også i happening værket Exil, musik til en komposition for stort orkester op. 29 (1964). Den spøgefulde titel viser allerede en distance til koncertkonventionen, en provokation over for genrer og musikalsk tradition; et selvironisk værk med spørgsmål stillet til alt fra komponistrolle, dirigentfunktion, musiker/fortolkerrolle, værkbegreb, koncertinstitution osv.

Komponisten udtrykker det selv: "Der er det specielle ved musikken som kunst, at dens historiske bedrifter og stilarter er langt mere nærværende i næsten alles bevidsthed end dens nutid. Det gælder både publikum, udøvende og kritikere. Blandt dem, for hvem musikken er et kald eller et behov, kommer komponisten således til at indtage en særstilling. For komponisten kan naturligvis kun virke i forlængelse af det, som traditionen indtil denne dag har skabt. Men også komponisten er uddannet som musiker og oplever musik som tilhører og lever som sådan med i musikkens fortid. Han vil da lejlighedsvis kunne føle savnet af og behov for visse af de udtryksformer og genrer, som er forsvundet.

Denne dobbelthed er baggrunden for Exil og forklaringen på værkets titel. Begreber som (nævnt i flæng) kadence, tonalitet, treklang, marcia, fuga og Lieder ohne Worte er her taget i anvendelse og placeret side om side med afsnit af utvetydig 'modernisme'". (Programnote til uropførelsen 1966). Exil bliver et brud med og et opgør med den del af modernismen som radikalt afviser sin gæld til traditionen og bliver samtidig ved sit valg af titel et opgør med tidens fravalg af genrer som symfoni, opera, solokoncert og lignende som var på en del af det modernistiske repertoires tabuliste.

Operaen Invitation til skafottet fra 1965 er i sin musik præget af en stilistisk mangfoldighed, der blev begyndelsen til den udtryksform, der herefter blev kaldt stilpluralisme, den tids centrale æstetiske betegnelse - en mulighed for at lukke virkelighedens modsætninger ind i værket for at skabe konfrontationer og spændinger, ikke en holdningsløs laden stå til som begrebet blev tolket af nogle. I 1. akt høres en poppet refrainsang, citater fra march- og cirkusmusik, Lancier visitturen, Chopins Polonaise militaire, kulminerende i en scene, hvor hovedpersonen Cincinnatus skriver brev til en parafrase over brevarien fra Eugen Onegin. Denne stilpluralisme blev den bærende udtryksform blandt andet i Nørholms programmatiske symfonier nr. 2 Isola bella (1968-70) og nr. 3 Dagens mareridt (1977).

Ved siden af radioens formidling af de nye strømninger kom fjernsynet til at spille en stadig større rolle ved blandt andet at udsende både danske og udenlandske produktioner der eksperimenterede med tv-mediet. I den sammenhæng kom musikdramatikken til at spille en betydningsfuld rolle, og Nørholms operaer blev nogle af de vigtigste bidrag til udviklingen af tv operagenren i Danmark.

Værket Strofer og marker (1966) indledte en meget produktiv periode med kompositioner, der integrerer ældre udtryksformer i reaktion mod serialismen, længe før reaktionen indtraf i Centraleuropa. Det går under betegnelsen Ny enkelhed, en stilbetegnelse der er fælles for en række værker, der ønsker at vise en tydelig musik, hvor enhver konstruktiv idé fremtræder direkte opfatteligt i det klanglige udtryk. Dette viste sig i værker af Henning Christiansen, Pelle Gudmundsen- Holmgreen og Ole Buck. Nørholm arbejdede ikke med en enkel værkstruktur, men søgte at afprøve et nyt værkbegreb og skønhedsideal. Strofer og marker blev i 1971 led i et eksperiment i fjernsynet, hvor komponister blev inviteret ind i studiet for at medvirke til at visualisere musik og udvikle diskussionen om musik i fjernsyn. Billedsiden fremstår som en udvikling og udvidelse af lydsiden og er en poetisk billedvision af værket.

Ved udgangen af 1960'erne havde Nørholm gennemprøvet en række af avantgardemusikkens vigtigste udtryksformer, én for én, udfoldet i værker der blev udslaggivende for musikudviklingen i Danmark. Som det er beskrevet er der ikke blot tale om brud med forskellige aspekter af traditionen, men om stadigt gentagne brud som afvisning af varige løsninger. Stilpluralismen kan betegnes som vendepunktet, markeret med symfoni nr. 2. Isola bella, hvori alle de foregående stadier er repræsenteret. Sammenhængen bag Nørholms gentagne brud bliver tydeligere, når man betragter de følgende årtiers kompositoriske virksomhed, hvor fornyelsesprocessen fortsætter, ikke i rendyrkede enkeltværker, men som en løbende kombination af konstruktion og intuition, en vekslen mellem forvandling og syntese.

Spørgsmålet om i hvilke henseender og i hvilke perioder Nørholm kan betegnes som avantgardekomponist kan måske besvares ud fra den amerikanske litteraturforsker Marjorie Perloffs beskrivelse af avantgardefænomenet som dybt afhængigt af sin kontekst, ofte en aktivitet, der består af grupperinger af kunstnere, der følges ind og ud af bevægelser i perioder. I mange tilfælde vil de til at begynde med være samlet om det fælles mål at nedbryde og angribe institutioner eller vil være enkeltpersoner, der kortvarigt møder fænomenet for at afprøve virkningerne uden at det nødvendigvis får skelsættende betydning for deres senere kunstværker. I andre tilfælde udgøres avantgardebevægelsen af en enkeltperson som tilfældet er med Baudelaire, Gertrude Stein, James Joyce og Samuel Beckett. Ib Nørholms værker viser og tilhører en sådan livslang individuel beskæftigelse med avantgardespørgsmålet.