MusikBIB
Dmbf
Forside
Om DMBF
Medlemskab
Årsrapport
Bestyrelsen
Vedtægter
Kursusliste
MusikListen
Om IAML
Links
MusikListen
Redaktionen
2007 - en ny start for musikken i bibliotekerne?
2007 markerer starten på den nye kommunalstruktur og dermed mange nye og ofte større biblioteksorganisationer.
Selvom budgetterne en hel del steder er blevet reduceret, er der på musikkens vegne trods alt grund til forsigtig optimisme. Større organisationer med mere personale giver nemlig alt andet lige også mulighed for mere specialisering blandt de ansatte på bibliotekerne. Det kan musikken som et af de helt store og stadigt ekspanderende formidlingsområder også have god gavn af. Øgede ressourcer til indkøb kan derfor måske også komme på tale, hvis argumenterne lokalt er i orden.
Inden vi ser effekten af en forhåbentlig øget fokusering på musik i danske
folkebiblioteker, er der imidlertid nogle problemfelter, der kan betyde, at musikken
måske "misser" en gylden chance.
- (Efter)uddannelse. Der ansættes i øjeblikket mange unge kolleger i bibliotekerne.
Desværre har kun et fåtal gennem uddannelsen fået et professionelt forhold til musik.
Danmarks Biblioteksskole prioriterer nemlig ikke området særligt højt.
Efteruddannelse er ligeledes på et meget lavt niveau.
DMBF vil i 2007 forsøge at støtte og udbygge (efter)uddannelsen på musikområdet på
flere fronter. Dels vil vi fortsat presse på overfor Biblioteksskolen for at skolen
prioriterer de studerendes musikuddannelse højere - ikke mindst i Aalborg. Desuden
påtænker vi selv at afholde mere praktiske introduktionskurser indenfor forskellige
områder. I efteråret 2007 afholder vi endvidere i samarbejde med MUFA en større
konference i Nyborg, hvor efteruddannelse også bliver et tema.
- Det er væsentligt at huske, at musikken først i 2003 blev
ligestillet med de boglige medier.
Mange biblioteker er derfor stadig i en opbygningsfase, hvad angår indkøb til de fysiske musiksamlinger. Budgetter til musik i fast form bør derfor i de kommende år fastholdes og mange steder opprioriteres.
DMBF vil i 2007 diskutere denne problemstilling yderligere. Det er vigtigt at
fastholde at musikken ikke "glemmes" - i fokuseringen på andre nye medier.
Samtidig skal vi være opmærksomme på at musik er en væsentlig og helt integreret
del i mange nye medier (f. eks computerspil) - derfor kan man overveje om der ikke
er gode muligheder for synergi i fælles formidlingsinitiativer mellem alle de "nye"
medietyper!
- Karenstiden - er en stadig stor kilde til irritation og administrativt bøvl i bibliotekerne. Karenstiden kan desværre også være baggrund for nedskæringer på området.
DMBF fastholder i 2007 argumentationen for at slippe af med ordningen. Vi arbejder p.t. på at skaffe yderligere dokumentation for virkningen af karenstiden.
På trods af disse udfordringer har musikområdet en gylden chance i de kommende år.
DMBF støtter op om denne udvikling og deltager gerne i diskussioner såvel lokalt som overfor de politiske beslutningstagere.
Ole Bisbjerg