Smagsdommeri - hvorfor?

Tekst af: Mille Brandt, stud.scient.soc.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen satte sig for nogle år siden for at aflive det, han med utilsløret foragt kaldte for smagsdommeri i offentlige råd og nævn. Han mente ikke, at vi behøvede den slags institutionaliseret meningsdiktatur til at fortælle os, hvad vi kunne lide og ikke lide. Det kunne vi sagtens selv afgøre, mente Fogh. Og det har han for så vidt ret i. Vi gør det i hvert fald. Afsiger smagsdomme. Hver dag. Hvad Fogh til gengæld ikke har ret i er, at man kan komme et officielt smagsdommeri til livs ved at afskaffe nogle råd og nævn. De smagsdomme, vi alle sammen afsiger, har nemlig fortsat et fælles og i høj grad overordnet udgangspunkt.

I 2001 udkom bogen Den Danske Elite, der indeholdt resultater fra den magtudredning for det danske samfund, som Folketinget havde iværksat nogle år forinden. Heri dokumenterer danske forskere, hvordan det historisk set har været og stadig er de veluddannede grupper, som bestrider samfundets topposter indenfor de fleste områder og dermed også indenfor kulturlivet. Her er der typisk tale om mennesker med en universitets- eller universitetslignende uddannelse bag sig, herunder de kunstneriske uddannelser på fx musikkonservatorierne, Kunstakademiet, etc. Fælles for disse uddannelsesinstitutioner er, at deres mål er tilegnelse af ofte kompliceret og svær tilgængelig viden og kundskab, og at udviklingen af intellektet er en væsentlig del af processen.

Det betyder, at kandidater fra disse institutioner i vid udstrækning deler et udgangspunkt, som netop handler om, at ånden skal udfordres, hvis kunst- og kulturprodukter skal ses som interessante og værd at bruge tid på. Som dokumenteret i Den Danske Elite indtager mange af disse kandidater indflydelsesrige poster indefor bl.a. kulturlivet, ligesom de ofte skriver for aviser og har adgang til medierne i øvrigt. Dermed bliver der givet særlig plads for disse gruppers værdier og kvalitetskriterier, der som sagt baserer sig på en eller anden form for udvikling af intellektet. Kulturprodukter skal med andre ord gerne være vanskeligt tilgængelige eller på anden vis besidde flere lag, som appellerer til en dybere analyse og fortolkning.

Intet menneske er en ø, siger man. Vores smagspræferencer er derfor heller ikke opstået uafhængigt. De er ikke medfødte, naturgivne eller på anden måde autonome størrelser. De er derimod et produkt af de forskellige sociale kontekster, vi indgår i helt fra barnsben, igennem hvilke vi lærer at få henholdsvis smag og afsmag for forskellige ting. Førhen var disse sociale kontekster mere givne end i dag. Man fødtes ind i et klassefællesskab, men det var mere end blot en økonomisk eller social klasse. Det var også en æstetisk klasse, hvor man blev givet nogle rammer for sit kulturforbrug. Man kunne groft sagt blive født og opdraget til at synes om banko og dansktop eller til at foretrække kunstudstillinger og i Det Kongelige Teater. Eller til forskellige niveauer derimellem.

I dag er disse grænser om ikke forsvundet, så i hvert fald mindre tydelige. Og dermed også den tryghed, som lå i et givet æstetisk og kulturelt forbrugsfællesskab. Men smag er mere end nogensinde blevet en måde at genkende hinanden. I dag skal vi selv ud at finde vore æstetiske smagsfællesskaber, og derfor er vi nødt til hele tiden at tage stilling. For ved vores smag og ved vores forbrug af kulturprodukter bliver vi sat i forbindelse med bestemte grupper og med forskellige smagsfællesskaber, som har forskellige konnotationer. De fleste vil fx have en forestilling om, hvilken type mennesker, der lytter til Richard Ragnwald og hvilken type, der lytter til moderne jazz eller eksperimenterende rockmusik. Og det vil være klart for de fleste, at det sjældent er den samme type mennesker. Så når vi køber fx en cd, er det samtidig et signal til os selv og til andre om, at vi tilhører et bestemt smagsfællesskab.

Vi præsenteres for forskellige mulige smagsfællesskaber via medierne, og som tidligere beskrevet er det i høj grad de veluddannede og intellektuelle gruppers smagspræferencer, som promoveres her. Disse smagspræferencer siver ned gennem samfundets lag, og der dannes en fælles forståelse af, hvad der er god kunst og kultur. Dette sker vel at mærke uafhængigt af folks eget kulturforbrug og egne smagspræferencer i øvrigt. Der skabes så at sige en officiel god smag. Det kommer bl.a. til udtryk ved, at uanset om folk selv går i Det Kongelige Teater, i Operaen, på Statens Museum for Kunst eller lignende, så er der hos de fleste en forforståelse af, at den kunst og kultur, som findes der, har en høj status. At den er af kvalitet. At den er god smag. Og den gode smag er den, der ikke bliver sat spørgsmålstegn ved. Det er den, man ikke skal forklare, hvorfor man har.

Men det er bestemt ikke alle smagsfællesskaber, som betragtes med samme status, og det er ikke alle, smagsfællesskaber, vi har lige meget lyst til at blive associeret med. Smag er nemlig også afsmag. Ved sine smagspræferencer definerer man sig så at sige negativt og i opposition til noget andet, og der er en ligeså stor signalværdi i at lægge afstand til bestemte kulturprodukter som i at vedkende sig dem. Når vi udgrænser noget som dårlig smag, fortæller vi ved vores afstandstagen, at vi selv besidder god smag. Så når der eksisterer en officiel god smag, findes der også en dårlig. Et eksempel på en musikgenre af ringere status kunne være den meget brede kategori, som ofte går under betegnelsen underholdningsmusik. Heri kan indgå alt fra fx lettere orkestermusik, schlagere, Melodi Grand Prix og dansktop. Når den dårlige smag og dermed underholdningsmusik har en ringere grad af status, er det fordi den står i et dikotomisk forhold til kvalitetskriterierne i den officielle gode smag. Den er alt det, den officielle gode smag ikke er. Hvor den gode smag hylder nyskabelse, er underholdningmusikken præget af gentagelse og benytter sig fx i vid udstrækning af kopinumre. Den gode smag hylder det skæve, det anderledes, underholdningsmusikken tilstræber det uanstødelige og pæne. Den gode smag hylder det utilregnelige, hvorimod man i underholdningsmusikken sjældent viger fra den kendte skabelon. Den gode smag hylder som sagt det svært tilgængelige, hvorimod underholdningsmusikken går lige ind og er bevidst baseret på at være let fattelig i såvel musik som tekst. I den gode smag kan man ikke lide at få fortalt, hvordan man skal tænke og føle i forhold til et kunst- eller kulturprodukt, det vil man gerne selv finde ud af. I den dårlige smag får man det bøjet i neon. I den dårlige smag er intet overladt til fortolkning. Den er altid klar og tydelig tale.

Seneste aspekt af diskussionen om offentlig smagsdommeri har været kulturminister Brian Mikkelsens kulturkanon. Hvis man ser på hvilke værker fra underholdningsmusikken, der har fundet vej til kanonen - for genren er faktisk repræsenteret - så drejer det sig om numre, der er kategoriseret som evergreens. Når underholdningsmusikken kritiseres, er det ofte for at være uægte og uautentisk, idet den ikke har folkelig eller kulturel forankring, sådan som jazz, blues, rock og sågar flere af de nyere genrer som fx hip hop. Som navnet indikerer, vil den bare underholde. Men sange fra underholdningsgenren kan ind i mellem ophøjes til evergreens, hvis de formår at holde sig i tilpas mange menneskers bevidsthed over en længere periode. Derved overgår de til at blive en del af vores fælles historie. De slår rødder og får dermed værdi, fordi de så fortæller noget om os selv og giver os identitet.

At blive skrevet ind i historien er væsentligt. De til kanonen udvalgte sange fra underholdningsgenren besidder uden tvivl musikalske kvaliteter, som berettiger deres plads, men det er desuden karakteristisk for dem, at de alle er sange fra 50'erne og 60'erne. Et enkelt nummer stikker dog ud, nemlig 'Danse i Måneskin' fra Dansk Melodi Grand Prix i 1987. 'Danse i Måneskin' blev fremført af Trine Dyrholm, en kvinde, som siden sin deltagelse har formået at transformere sig fra Grand Prix- sangerinde til anerkendt og estimeret skuespiller, hvilket medvirker til at lægge afstand mellem den ringeagtede underholdningsmusik og Dyrholm, og man kan argumentere, at valget af 'Danse i Måneskin' til kanonen derved legitimeres.

Kanonen har fra starten været udsat for hård kritik for at favorisere visse kulturprodukter fremfor andre. Fra ministeriet og fra flere af kanonens udvalgsformænds side har man forsvaret sig med, at kanonen ikke er ment som en facitliste, men som et oplæg til diskussion. Nej, det er måske ikke en facitliste, men det er dog et kraftigt signal, når man fra officiel side udpeger en række produkter som værende af særlig kvalitet og vigtighed. Medlemmerne i kanonens udvalg er i øvrigt fortrinsvis rekrutteret fra de føromtalte veluddannede samfundslag. Ikke at der i sig selv er noget galt i det, det er blot væsentligt at holde sig for øje, at der er tale om en mindre gruppe af mennesker med en vis fælles holdning til kvalitet. Og det afspejler sig naturligvis i de valgte værker.

Hvad man tilsyneladende negligerer i den gode smag er, at ofte er det, man udgrænser som dårlig smag, fx underholdningsmusik, kilde til glæde for et stort antal mennesker. Mennesker som formår at hente et udbytte i denne type musik, som bruger den aktivt, og som opbygger fællesskaber og netværk med base i denne fælles smagspræference. Mennesker, som ikke har behov for at finde skjulte lag eller grobund for dybere analyse, men som søger det umiddelbart lettilgængelige, genkendelige og tilregnelige, fordi det er det, som gør dem glade og giver dem tilfredsstillelse. Og det er svært at argumentere imod. I sidste ende må det handle om, at musik genererer livskvalitet, uanset genre, karakter og publikum, og at det i sig selv gør den værdifuld. Jeg er i min gode ret til ikke at bryde mig om underholdningsmusik, men jeg har ikke lov til at afvise den som uden værdi, blot fordi den ikke appellerer til mig.

Artiklen er blevet til på baggrund af mit speciale fra Sociologisk Institut om temaet dårlig smag.