Er intet nyt godt nyt?

Uaktualitet. Karensperiodens indførelse af stop for udlån af ny musik på CD er en kulturpolitisk skandale og et bagholdsangreb på den frie offentlige musikformidling.

Tekst af: Per Reinholdt Nielsen, Tårnby Musikbibliotek

Nu gik det lige så godt.
Revisionen af biblioteksloven sidestillede musik med litteratur. Musiktilbuddet blev obligatorisk for hele landet, og samlinger blev op- eller udbygget. Bibliotek.dk medførte en øget lånerservice og øget efterspørgsel efter de titler, man som musikinteresseret ikke kunne købe i den lokale pladebutik, der for længst var lukket.

Musikken begyndte at spille højere og hurtigere på bibliotekerne. Fra Skagen til Gedser kunne musikbiblioteksdriften ubegrænset udfylde den vigtige rolle som formidlere af kulturelle oplevelser og som et kulturelt center, hvor man var med til at øge mangfoldigheden og skabe et væsentligt alternativ til en musikbranche, der som sin opgave har at tjene penge og ikke nødvendigvis tænker i kvalitet og alsidighed.

Med Bibliotekernes Netmusik åbnede musikbibliotekerne ydermere op for fremtiden med en formidling af musik online, der ganske vist har sine problemer med katalogiseringsniveau, sikkerhed, pris og indhold, men er et skridt i den rigtige retning.

Nu gik det lige så godt.
Men i et uigennemtænkt lovindgreb og et regulært bagholdsangreb på den frie kulturformidling har landets kulturminister, Brian Mikkelsen, allieret sig med markedet og opfyldt et ønske fra de konservativt tænkende musiker- og brancheorganisationer om at begrænse lånernes adgang til musik via bibliotekerne. Fra 1.1. er der som bekendt indført en karensperiode på fire måneder fra et musikstykke er udgivet i Danmark eller (i tilfældet med import af CDere) fire måneder fra den dato, som den pågældende udgivelse er registreret i en fælles katalog (altså Netpunkt/bibliotek.dk).

At dette lovindgreb ikke strider mod den reviderede bibliotekslov om sidestilling af materialerne og formålsparagraffens klare tekst om aktualitet, skal der vist en dyr jurist eller en større hær af embedsmænd i kulturministeriet til at forstå. Indgrebet er indlysende forkert af to grunde. Det hjælper ikke det dalende pladesalg, og kulturpolitisk vender det den tunge ende nedad.

Første grund:
I foråret 2004 iværksatte kulturministeriet og IFPI og KODA en undersøgelse af folks brug af biblioteksCDere. Konklusionen var, at det især var den musik, som var mere end seks måneder gammel, der blev lånt og kopieret. Kulturministeriets eget resumé af undersøgelsen sammenfatter: "Med andre ord er det i højere grad ældre udgivelser end nyudgivelser, der bliver udlånt og kopieret."

Så hvorfor sætte ind mod den nye musik? Ydermere fastslår undersøgelsen ganske fornuftigt, at man ikke kender og ikke har undersøgt, om kopiering af biblioteksCDere medfører tab for branchen i form af dalende salg. Så hvorfor karensperiode overhovedet?

Undersøgelsen rummede ikke det indlysende spørgsmål, om folk så købte mere, når de var aktive musikbiblioteksbrugere. En hollandsk undersøgelse fra 1990erne om biblioteksbrug viste, at lånerne også var mere aktive købere af musik. Det var ganske vist før, fildeling for alvor fik fat, men det mindste, man kan forlange, når politikere ændrer på loven, er vel, at man får undersøgt sagen, så beslutningsgrundlaget er i orden? Måske påvirker en karensperiode salget negativt, og så skyder branchen sig selv i begge fødder.

Anden grund:
De store internationale lanceringer skal nok blive markedsført så intenst, at de bliver husket af lånerne fire måneder efter udgivelsen, mens de nyskabende udgivelser med stort set ingen markedsføring lettere kan blive tabt på gulvet. Bibliotekerne skal nok stadig gøre deres, for at modsvare denne skævhed, men det gør ikke arbejdet lettere, at lånerne nu skal skærpe hukommelsen og tålmodigheden, før de kan låne den anmelderroste nye CD fra dette års Swan Lee. Samtidigheden med markedet er vigtig for musikbibliotekerne, så vores image ikke trækker i retning af det støvede lydmuseum. Hvis man vil være kulturpolitisk aktiv og sikre, at også de nye og kommende generationer anvender biblioteket, er en karensperiode den forkerte vej at gå. Det er stik mod intentionerne i den nyeste bibliotekslovs sidestilling af medierne.

Branchen havde da også hellere set en anden løsning end en karensperiode. I et citat fra et indslag i Kulturnyt på P2 den 24.6. siger PR- og talsmand, Jesper Bay, fra IFPI: "Karensperioden er ikke det, vi ønsker. Vi ønsker en ordentlig kompensationsordning. Udlånet af musik stiger, men vi har mistet 15% af de bibliotekspenge, der udbetales til kunstnerne, som kompensation for den ekspropriation af rettigheder, staten har foretaget på området. Vi vil hellere have forhandlingsretten." (Citeret efter hukommelsen)

Hvis det endelig var, skulle man måske gribe om nældens rod og løse problemet med en reel og større kompensation, kulturstøtte eller biblioteksafgift til de musikere, hvis CDere blev indkøbt og udlånt. Det gjorde bestemt heller ikke noget, hvis denne afgift kunne bruges kulturpolitisk til at fremme udgivelsen af den smalle og eksperimenterende musik. Det ville dog være en stor fejldisposition, at give pladeselskaberne forhandlingsretten. Det ville være som at sætte ræven til at vogte gæs. På onlineområdet har selskaberne forhandlingsretten. Det har medført begrænset udbud og for høje priser.

Selve grundlaget for karensperioden er branchens klage over det faldende salg af musik på faste formater. Men også her har kulturministeren lyttet med et halvt øre. Markedet er ved at udvikle sig. Daler indtjeningen på salget af CDere, er der nye indtjeninger at hente på bl.a. mobilmarkedet og de lovlige downloadtjenester, som er ved at komme op at stå, efter branchen har nølet længe med at produktudvikle på området.

Desuden er årsagerne til det faldende pladesalg yderst komplekse. Det handler bl.a. om, hvilke CDere, der sendes på markedet, de generelle konjunktursvingninger, den almindelige teknologiske udvikling, medieudviklingen, lovgivning og folks forbrugsvaner. Musikbranchen har stort set kun forsøgt at løse det dalende pladesalg med efterforskning af privates kopiering og lovstramninger, der langsomt men sikkert har ulovliggjort de ellers ganske almindelige anvendelser, som er indbygget i al det teknologiske grej, og har skabt en ophavsretslov, der næppe findes strammere i hele verden.

Bibliotekerne har bestemt været velvillige - og måske for velvillige - overfor branchens problemer ved at støtte, at CDere lånt på bibliotekerne ikke må kopieres (ifølge en stramning af ophavsretsloven i 2003).

Nogle i musikbranchen ser alligevel stadig bibliotekerne som en offentligt finansieret kopimaskine, der undergraver musikernes, pladeselskabernes og rettighedshavernes indtjening. At kulturministeriet køber denne holdning uden at undersøge påstanden og lånernes vaner, er en skandale og vidner om direkte uvilje mod det arbejde, kommunernes biblioteksansatte dagligt udfører. Sat på spidsen har vi altså en kulturminister, der er uvidende på spørgsmålet og arbejder mod mangfoldigheden.

Udover den lange række administrative problemer, som det koster kommunerne dyre løntimer at løse og forvalte, så er det store problem med karensperioden, at man slækker på bibliotekernes og dermed lånernes ret til at sikre sig fri adgang til en hvilken som helst musik. Nye CDere og CDere, der ikke lanceres på det danske marked, har nu en længere og tungere vej til bibliotekerne med indførelsen af karensperioden.

Musikbibliotekerne har nu igennem 30 år formidlet musik og med sin fokusering på kvalitet, aktualitet og alsidighed været et afgørende udstillingsvindue og alternativ til kassetænkningen på markedet. Her må man regne med, at bibliotekerne har et bredere udbud og tager chancerne med de nye musikere, der bliver morgendagens stjerner. Derfor må det være indlysende for de nye danske musikere og de pladeselskaber, som lancerer nye navne, at man kunne ophæve karensforbudet for sine kunstnere og indspilninger. Det må være det mindste krav til kulturministeriet og de landsdækkende biblioteksinstitutioner, at de påtager sig ansvaret for et arbejde, der løsner lovgivningen op på dette punkt, opfordrer selskaber og musikere til denne løsning, og gør det administrativt enkelt at afsige sig sin karensperiode. En endnu bedre model ville være, hvis selskaberne selv var ansvarlige for at udvælge de udgivelser, som de ønsker karensperiode på.

Med eller uden karensperiode er musikbiblioteket trods alt stadig et stærkt tilbud. Hvis vi fastholder en indkøbspolitik og formidling efter principper i loven: kvalitet, (forholdsvis) aktualitet og alsidighed, så arbejder vi os også gennem karensperioden med hovedet over vandet. Og med et regeringsskifte - eller måske før - vil denne fejltagelse efter al sund fornuft at dømme blive ændret.