Det samme - bare bedre?

- om muligheder og udfordringer i webpræsentationer

---

Tekst af: Anne Ørbæk Jensen, Det Kongelige Bibliotek

---

Mange biblioteker laver i dag større eller mindre udstillinger af deres materialer, nogle gange i samarbejde med andre institutioner eller personer. Det er et fint "reklamevindue" for biblioteket, og det kan udbredes til en endnu større kreds ved at blive overført til internettet. Men en sådan remediering giver både nye muligheder og nye udfordringer - derfor spørgsmålstegnet efter titlen. Mange opfatter overførslen til nettet som en forholdsvis uproblematisk affære, men der er jo tale om et ganske andet medie end en "analog" udstilling.

Udstillingen

At arrangere udstillinger i bibliotekerne er en fin måde at gøre folk opmærksom på et særligt emne. Men her frembyder musik en særlig udfordring, for hvordan udstiller man en klingende kunstart? Mange blandt publikum læser ikke noder, og det er ikke altid muligt at præsentere klingende eksempler. Til tider ønsker man at påpege stilistiske træk i musikken, som det kræver et trænet øre at blive opmærksom på.

Derudover må man som regel altid udvælge kun ganske få ting blandt en stor bunke materiale. Der er virkelig tale om "killing your darlings" - at man også må fravælge nogle af de ting, der er mest interessante ud fra ens egen synsvinkel. Det er ærgerligt ikke at kunne fortælle alle de sjove historier, fordi man ikke har plads nok.

Når udstillingen er slut, ser man ofte mange timers arbejde forsvinde ud i den blå luft. Måske foreligger der et trykt katalog, men det er langt fra altid, at man udarbejder trykt materiale i forbindelse med mindre udstillinger. Her tilbyder internettet klart nogle muligheder, når man vel at mærke er klar over, at der også er udfordringer at tage op. Man kan lave en webpræsentation.

Muligheder og udfordringer

Jeg bruger ordet webpræsentation snarere end webudstilling, fordi ordet udstilling rummer andre perspektiver. I en rigtig udstilling oplever man "historiens vingesus" ved at se den ægte vare, tingens størrelse, materialitet, måske dens duft etc. Det er ofte en social foreteelse at se en udstilling, hvor man kan dele den spontane oplevelse med andre. Den oplevelse får man sjældent foran en computerskærm - heller ikke i selskab med andre.

Hypertekst

Nettet rummer imidlertid andre muligheder. Det nok vigtigste element er hypertekst-strukturen. Et website er jo ikke et fast forløb gennem nogle udstillingsrum eller forbi nogle montrer, men i stedet et netværk, hvor alle de enkelte elementer forbindes med hinanden. Det er slet ikke indlysende, hvor man skal begynde, og hvor man så skal begive sig hen.

Det er en af udfordringerne for webredaktøren, at man ikke kan bestemme, hvordan publikum besøger websitet. Man må acceptere, at de ser på elementerne hver enkelt for sig. Nogle af de besøgende kommer direkte fra Google til en af undersiderne, som lige netop omhandler det emne, de er interesseret i. De ved måske ikke, hvilket site de besøger, og deres interesseområde er kun en lille del af selve emnet for præsentationen.

Derfor kan det f.eks. være svært at fortælle en historie med en indledning, brødtekst, klimaks etc., og det er i hvert fald vigtigt at have en god informationsarkitektur, så besøgende nemt kan finde forsiden og orientere sig i præsentationen.

De samme vilkår gælder stort set for den besøgende, som måske dumper ned midt i præsentationen. Han vil blive glad for en god vejledning. Samtidig kræves det hele tiden af ham, at han foretager en række valg. Han bliver ikke - som en udstillingsgæst - taget ved hånden og ført gennem emnet med en vis sikkerhed for, at han har set det hele - i den rigtige rækkefølge. På en måde er det et paradoks, at man stiller mere og mere materiale til rådighed og på samme tid gør det stadig vanskeligere at overskue. På Det Kongelige Biblioteks sider om H.C. Andersen og musikken præsenterer vi en række værker af danske og udenlandske komponister. I den forbindelse blev vi direkte bedt om at lave en oversigtsside, så man hurtigt kunne se, hvilke personer og hvilke værker, der blev omtalt (www.kb.dk/elib/noder/hcamusik).

Til gengæld vil den mere trænede netbruger nyde mulighederne og måske se dem i sammenhæng med de generelle tendenser, der i dag foreskriver, at man iscenesætter sin egen livshistorie og derved foretager sine egne valg. Individualitet er en vigtig faktor. Hvis man har tid, kan man tilfredsstille begge grupper ved at tilbyde en slags guided tour gennem websitet eller i hvert fald lave en god sitemap.

Global adgang

Internettet er jo verdensomspændende og altid åbent. På den måde kan man nå et meget større publikum i sin præsentation end i udstillingen - både geografisk og med hensyn til målgruppe. Måske får man besøgende, som man aldrig havde drømt om, og hvis man er heldig, vil det påvirke interessen for biblioteket som sådan. Men de kan jo også blive skuffede, så det er vigtigt, at man angiver intentionerne med præsentationen, for den fremstår egentlig som et meget eksponeret kulturelt fremstød.

Som eksempel kan man nævne den norske nationale musiksamlings Folkets Musikk - Norsk Musikkforlag 90 år, som godt nok skildrer et forlags historie, men som samtidig siger meget om norsk musikhistorie generelt gennem næsten et helt århundrede (www.nb.no/html/folkets_musikk_utstillingen.htm). Man må i hvert fald overveje, hvad det vil sige at have hele verden som publikum f.eks. i relation til, hvor meget man skal forklare om baggrunden for emnet. Spørgsmålet om en oversættelse melder sig, og man bør også tænke over, om emnet på nogen måde kan være stødende over for andre af religiøse eller kulturelle grunde.

Mange medietyper samlet

Netop præsentationen af stoffet i flere former vil være udbytterigt for en musikudstilling. Her kan man vise det, man i virkeligheden udstiller - musikken selv i tæt forbindelse med tekst, billeder og noder. Man kan kombinere medierne ved at vise en lille film, mens man hører musikken, man kan udvælge typiske sekvenser i musikken og vise stilistiske træk, eller man kan vise musikken i forbindelse med en video om dens funktion, f.eks. til dans eller arbejde. Instrumenter og andre genstande kan vises i en 360 graders animation, så man også ser den udsmykkede bagside af violinen, og f.eks. skanninger af struben kan præsenteres i forbindelse med sangteknik. Mulighederne er utallige, og efterhånden kan også de mobile medier inddrages. På en hollandsk side om skillingsviser præsenterer man foruden noderne og musikken også f.eks. en video med indlæg fra en konference om emnet (www.kb.nl/hrd/congressen/straatliederen/straatliederen.html).

Selvfølgelig kræver de mange muligheder ofte en høj teknisk IT-kunnen, men den behøver ikke altid at være så omfattende. Blot at kunne høre musikken og samtidig se noderne kan være en berigelse. Til gengæld må ophavsretsproblemerne ikke undervurderes - de er ofte nogle andre end i den analoge udstilling.

Uanede mængder af materiale

Et godt element netop for bibliotekerne, der har så meget at byde på, er præsentationen af alt det bagvedliggende materiale. Her kan man også kombinere primært med sekundært materiale, f.eks.

• en database med information om musikere fra et specielt område, som man kun kan præsentere ganske få af i selve udstillingen
   
• en digitalisering af hele musikstykket i stedet for kun at vise titelbladet
   
• en præsentation af hele borgmesterens tale, da musikhuset åbnede i stedet for kun et kort udsnit
   

I en præsentation af J.P.E. Hartmann i forbindelse med udstillingen om komponisten i 2000 lavede Det Kongelige Bibliotek en lang række skanninger af hans manuskripter, som blev kombineret med en kort historisk introduktion til værket og en bibliografi/diskografi (www.kb.dk/elib/noder/hartmann). På den måde kan interesserede selv gøre videregående studier.

Her kan alle ens "killed darlings" komme i betragtning, og man behøver stort set ikke tænke på pladsproblemer. På samme måde skal man heller ikke være bange for at vise for meget materiale for publikum, for de kan bare vælge det fra. Til gengæld skal man passe på ikke at overbebyrde sig selv, og her må der tænkes i genbrug. Måske har man digitaliseret noget fra et andet projekt, måske kan en søgestreng til OPAC"en gøre, at publikum selv kan finde flere udgaver, eller måske kan man linke til en samarbejdspartner, som lige har præsenteret et hjørne af ens eget emne. Samarbejde og genbrug er meget vigtige parametre.

Når man imidlertid præsenterer en stor del af baggrundsmaterialet må man være opmærksom på, at publikum kan kigge en over skulderen og måske komme til andre konklusioner på baggrund af materialet, end man selv er nået til. Det kan være meget berigende, men det kan også give synspunkter, man ikke lige havde tænkt sig.

Samtidig betyder f.eks. en bagvedliggende bibliografi eller database, at der næsten uvægerligt vil være et krav om opdatering. Nettet er jo en dynamisk størrelse, men man kan dog vælge at "lukke" præsentationen, blot det angives tydeligt. Til gengæld risikerer man, at publikum så hurtigt vælger den fra. Så det bedste er at afsætte tid fremover til at lave opdateringen, men jo flere præsentationer, man har, desto mere tid kræver det.

Differentiering

I en almindelig udstilling er det ofte nødvendigt at vælge en klar synsvinkel og målgruppe. Der er til gengæld ikke det samme ultimative krav på nettet. Her kan man differentiere f.eks.

• med hensyn til længden af teksten og mængden af materiale
   
• ved at henvende sig til forskellige målgrupper med samme materiale men forskellige tekster og måske supplerende pædagogisk materiale
   
• ved at se materialet fra forskellige synsvinkler, når man beskriver en periodes musik: gennem genrer, gennem personer, gennem geografiske områder etc.

Man skal dog overveje at tilpasse præsentationen efter emnet. 1800-tallets musik i en slags computerspil skal i så fald være valgt med en meget bevidst ide for øje, for man skal ikke signalere, at den ældre kultur har mistet sin egen fascination.

Interaktivitet

Selv om interaktivitet er en af nettets mest fremtrædende elementer, skal man nok ikke forvente alt for meget på dette område. Mange musikudstillinger er ikke nødvendigvis kontroversielle eller provokerende - måske er det på godt og ondt et generelt træk ved biblioteker. Det vil være fint at give publikum mulighed for at kommentere præsentationen eller udvalgte temaer i et forum, men deltagelsen vil nok være begrænset.

Der er dog et par områder, hvor man måske med held kan involvere publikum. Hvis man præsenterer et emne, de selv har oplevet, kan man bede om deres historie eller mening. Hvilke sangtraditioner er der i dit hjem ved juletid" Fortæl os om din oplevelse af Beatleskoncerten i København i 1964. Det kan udmunde i en selvstændig lille etnologisk undersøgelse. Hvis emnet for præsentationen har lokal interesse for mange, kan man evt. lave en lille weblog med overvejelser under arbejdet med udformningen, som publikum kan følge med i og evt. kommentere.

Remedieringsprocessen

Hvordan overfører man en udstilling til et nyt medie" Teoretikerne Bolter og Grusin (Jay Davd Bolter and Richard Grusin: Remediation. Understanding New Media. Cambridge, Mass. and London 2000) opererer med fire grader af remediering:

1. En præsentation af materialet i digital form uden nogen yderligere redaktion, hvor det vigtigste formål er muligheden for ubegrænset adgang. Her kan man f.eks. tænke på ren skanning af noder (se f.eks. Det Kongelige Bibliotek skanninger www.kb.dk/elib/noder)
    
2. En præsentation af materialet som bibeholder udstillingens originalstruktur, men beriger det med links, indspilninger, billeder etc. (f.eks. Musikjahrhundert Wien 1797-1897 på www.onb.ac.at/sammlungen/musik/archiv/au1mu)
    
3. Præsentationen definerer en ny eller supplerende struktur(er) på materialet sammen med mulighederne for differentiering og ikke-lineære gennemgange (f.eks. Waltzing Matilda - som dog muligvis er konciperet som en webpræsentation - på www.nla.gov.au/epubs/waltzingmatilda )
    
4. Det nye medie opsluger på en måde det gamle ved at præsentere materiale som virtual reality eller en slags online play. Denne remediering er egentlig i konflikt med at præsentere kildemateriale på en troværdig måde, med mindre man vil lave et helt nyt værk.

Kategori nummer 2 og 3 er nok de mest brugbare i en bibliotekspræsentation. I hvert fald må graden af remediering afpasses efter målgruppen, men også efter tidskapacitet og økonomi.

Et andet valg i remedieringsprocessen gælder graden af autenticitet. Bolter og Grusin beskriver to yderpunkter:

• Immediacy som tilstræber gennemsigtighed og nærmest forsøger at udviske medier. Her kan man henvise til British Library"s sider med Online Gallery - Turning the pages-projekt (www.bl.uk/onlinegallery/ttp/digitisation6.html), hvor en lille hånd vender de digitale sider, og man kan føre et forstørrelsesglas op over selve siderne. Der er dog ikke deciderede musikdigitaliseringer, men princippet kan være det samme for noder.
   
• Hypermediacy, hvor fokus er på selve mediet. Man tilstræber her at give flere oplevelser på en gang, og det kan klarest eksemplificeres med f.eks. tv-nyheder, der ofte både har billeder, tekst, lyd, kørende bundlinie, tv-stations-logo og måske flere ting på skærmen samtidig.

Til slut endnu et par udfordringer

Nettet har - som vi har set - mange ting at byde på, men dets dynamiske struktur frembyder også nogle andre elementer til overvejelse.

Man skal f.eks. være varsom med, at designet på siden ikke overtager opmærksomheden og drukner selve emnet. De store mediegiganter bruger så mange kræfter på netop design og grafik, at man nærmest skal "beat the Nintendo". Den konkurrence kan bibliotekerne ikke vinde, men selvfølgelig letter et appellerende design altid brugen af siderne. Publikum forventer imidlertid samtidig et godt indhold, nok især fra en biblioteksside.

Det at skrive på en computer sammenholdt med internettets dynamiske struktur gør det fristende at offentliggøre en side, før den er færdig. Egentlig er "færdig" et forkert ord at bruge, for en internetside vil aldrig blive færdig. Det er dog vigtigt, at siderne har et vist indhold, før de lægges ud. Netop med hensyn til indholdet er genbrug og samarbejde meget vigtigt. Se hvad andre biblioteker/arkiver/museer/projekter har lavet eller vil lave (f.eks. i et bestemt område) og udnyt både flere vinkler på stoffet og flere mennesker til at udføre arbejdet. Er der nogle webservices, man kan have glæde af og evt. købe sig adgang til? Heldigvis er netmediet jo netop ikke kun lokaliseret et sted, og det kan tilrettes efter den enkelte institution.

Det er meget vigtigt at have målgruppen i tankerne, når sitet udarbejdes. Informationerne må være relevante og til en vis grad nye, og en af de store udfordringer er at se strukturen fra flere synsvinkler. Lav gerne en lille brugertest - måske bare med nogle tegninger på papir.

Alt i alt er der en masse muligheder for at remediere sin udstilling, men også en række overvejelser, man må foretage. Det meste af arbejdet er dog nok allerede gjort i forbindelse med udstillingen. Besværet med overførslen betaler sig, og vi er mange - over hele verden - der vil have glæde af det.

 
MusikBIB 03 - 2005